Nyt ingeniør-navn med fremgang
Høj overskudsgrad og stor fremgang i omsætning for Alectia i 2007
Det går godt for rådgivningsgruppen Alectia, der før 15. januar 2008 var kendt under navnet Birch & Krogboe.
Alectia gruppen har i 2007 opnået en omsætningsvækst på 38 %, og resultatet af den primære drift er øget med 30 % efter udbetaling af 17 mio. kr. til medarbejderne i overskudsdeling.
Overskudsgraden er på 7,9 % og betegnes som tilfredsstillende.
Det gode resultat er en følge af en målrettet vækststrategi med fokus på både lønsomhed, opkøb og nyansættelser.
I april 2007 købte Alectia JoblivDanmark koncernen. Dermed er Alectia med datterselskaberne Dansk Arbejdsmiljø og JoblivDanmark den største og eneste landsdækkende arbejdsmiljørådgiver.
I maj fulgte opkøbet af Watertech som i sin rådgivning dækker hele vandets kredsløb. Endelig blev mejerirådgiveren MA Project opkøbt i september 2007. Samtidig har der været hastig vækst i den øvrige forretning. Det har tilsvarende medført at antallet af medarbejdere er steget med 38 %.
- Vi er yderste tilfredse med, at det er lykkedes at indfri vores mål om en lønsom vækst - specielt når vi også har opkøbt og integreret tre virksomheder, implementeret et nyt SAP økonomi-, HR- og projektstyringssystem samt gennemført et navnskift i 2007, siger Adm. direktør Ingelise Bogason.
- De gode konjunkturer for erhvervsbyggeri i Danmark har bestemt været en medvirkende årsag til årets resultat, men vi henter i stigende grad omsætning fra industrisegmenter i Danmark og globalt. Samtidig har vi også succes med vores aktiviteter på hospitalsområdet, som har været et af vores kerneområder siden 1912. Vi er således med i det konsortium, som skal opføre det nye Skejby Universitetshospital, udtaler Ingelise Bogason.
Alectia forventer også at 2008 et godt år, da en stor del af omsætningen allerede er kendt.
- nn