Pris til dansk bygge-film
Dokumentar om støbning af vindmølle-fundamenter vinder international filmpris.
Den danske dokumentarfilm ´The 49 Giants´ har modtaget SILVER REMI AWARD i kategorien Corporate Communication ved Houston International Film & Video Festival.
Filmen handler om arbejdet med at støbe 49 gigantiske vindmøllefundamenter i Polen i 2006 og 2007, og om, hvordan fundamenterne transporteres fra Polen til Lillgrund syd for Øresundsbroen, hvor de anbringes offshore som fundament for 49 havvindmøller.
Filmen er produceret af Viggo Holm Jensen for entreprenørselskabet E. Pihl & Søn A.S. og Hochtief Construction A.G., der stod for udførelsen af det store projekt.
Viggo Holm Jensen har også produceret ´Byggestyring´ om Pihls byggestyring af Operahuset i København; en film som i øvrigt vandt guld på samme festival i 2005.
Festivalen i Houston er USA’s tredjestørste film- og videofestival, og mange kendte instruktører har været med her, bl.a. Steven Spielberg, George Lucas, David Lynch, Ridley Scott og Coen brødrene. Den varer ti dage og holdes i april/maj hvert år. I år var mere end 4.500 programmer tilmeldt konkurrencen.
- nn