Dansk arkitektstue scorer Mipim-hattrick
Med fællesskabet som drivkraft kan Werk for tredje år i træk tage hjem fra Frankrig med en Mipim Award
Werk modtager for tredje år i træk en Mipim Award.
I 2026 vinder Werk i kategorien Best Urban Regeneration Project for masterplanen for Nordhavn i København. I 2025 modtog tegnestuen en Mipim Award for The Beehive i Hamborg, og i 2024 blev Werk hædret for Maritimt Center Esbjerg.
Tre vidt forskellige projekter – en gennemgående arkitektonisk signatur: fællesskaber som drivkraft for bæredygtig udvikling. Nordhavn er udviklet i samarbejde med Cobe og Sleth.
Med byområdet Nordhavn har Werk været med til at transformere et tidligere industriområde til en tæt, blandet og levende bydel. Byens rum, mobilitet og bebyggelsesstruktur er tænkt sammen for at styrke hverdagsliv, møder og sociale relationer.
- Nordhavn står i dag som et strålende eksempel på en fælles ambition om at skabe smukke, levende og mere bæredygtige byer.
- Vi glæder os over den internationale anerkendelse her til Mipim og over at have været en del af rejsen og oplevet kvarteret vokse til en dynamisk del af København og se den industrielle arv smelte sammen med moderne arkitektur i en harmonisk og indbydende atmosfære.
- Her trives de aktive byfællesskaber – både ved og i vandet, siger kreativ direktør hos Werk, Thomas Kock.
Mipim-vinderen Nordhavn rummer mange typer muligheder for fællesskaber. Det gør byggefællesskabet The Beehive i Hamborg også, mens det i 2024 var det maritime fællesskab Maritimt Center Esbjerg, der blev hædret.
Werk har opnået anerkendelse i både Danmark og internationalt for en tilgang, der nedbryder fysiske barrierer og opbygger menneskelige relationer:
- I Werk har vi et klart fokus på at udvikle arkitektur med fællesskabet som omdrejningspunkt – en tilgang, der vækker stigende international interesse, senest med Nordhavn. Fællesskaber er ikke et lag, vi lægger ovenpå; det er selve strukturen i vores projekter.
- Når vi arbejder internationalt, tager vi den signatur med os. For os er fællesskabsorienteret arkitektur et konkret og skalerbart svar på nogle af tidens største udfordringer – fra klima og trængsel til ensomhed og biodiversitet, siger Thomas Kock.
-dc