
Knud Holscher er død - en stille gigant i dansk arkitektur og design
Arkitekt og industridesigner Knud Holscher er gået bort i en alder af 95 år - han var en af de mest toneangivende inden for moderne dansk arkitektur og design
Af Kim Sejr, journalist
Arkitekt og industridesigner Knud Holscher er gået bort i en alder af 95 år. Med hans død har Danmark mistet en af de mest toneangivende og stilfærdigt indflydelsesrige skikkelser i moderne dansk arkitektur og design.
Født i 1930 og uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, markerede Holscher sig tidligt som en sjælden begavelse.
Han forstod at forene funktionalitet, æstetik og menneskelig skala i både bygningsværker og produktdesign.
Han satte sit aftryk på markante byggerier som Odense Universitet og Københavns Lufthavn – projekter, der blev til under hans tid hos KHR Arkitekter.
At Knud Holscher ikke er et navn på højde med eksempelvis Arne Jacobsen i offentligheden, skyldes måske, at han i store dele af sit virke arbejdede bag tegnestuenavnet Krohn & Hartvig Rasmussen. Det er under forkortelsen KHR, man finder sporene af hans arkitektur,
Ved siden af arkitekturen opnåede han også stor anerkendelse som produktdesigner.
Hans mangeårige samarbejde med d line har resulteret i en række ikoniske og funktionelle designprodukter – fra dørgreb og sanitetsløsninger til belysning og møbler. Holscher fastholdt hele livet en enkel designfilosofi: det gode design er det, der virker, uden at råbe op.
Gennem sin lange karriere modtog han adskillige hædersbevisninger, herunder ID-prisen og en række internationale designpriser.
Knud Holschers indflydelse rækker langt ud over Danmarks grænser. Han efterlader sig ikke blot en perlerække af smukt og funktionelt design, men også en arv, der vidner om en dyb respekt for materialer, håndværk og mennesker.
Med Holschers bortgang har dansk design mistet en af sine mest loyale fortalere for det stille, men stærke – det formfuldendte og holdbare.
kis@odsgard.dk