52 færre skorstensfejere de næste ti år
Der forventes et fald på cirka 52 faglærte skorstensfejere, svarende til et fald på cirka 6,4 procent. Det kan give problemer med at opfylde lovkrav hos boligejere med brændeovne
Af Dan Bjerring
Det er ingen hemmelighed, at den danske byggebranche allerede i år har oplevet mangel på faglærte, selv om beskæftigelsen er høj og ledigheden er lav.
Rekrutteringsudfordringerne er store, og i den situation er det nødvendigt, at arbejdsudbuddet af faglærte stiger, for at enderne kan mødes.
Men fremskrivninger af arbejdsstyrken viser ifølge en analyse fra SMVdanmark det modsatte.
De kommende ti år falder antallet af faglærte i arbejdsstyrken med cirka ni procent, mens antallet af akademikere stiger med 20 procent.
Kun 765 skorstensfejere i 2032
Det rammer ikke mindst skorstensfejere og kedelanlægsteknikere, hvor der forventes et fald på cirka 52 fagpersoner på ti år:
- Selvom der er en vis usikkerhed forbundet med tallet, så er det realistisk, at vi taler om 50-60 færre fagpersoner, så der er cirka 765 tilbage i arbejdsstyrken i 2032, konstateres det i analysen.
Undersøgelsen viser, at det procentvise tab i faggruppen er 6,4 procent, og det er trods alt lavere end faldet i den samlede arbejdsstyrke af faglærte, som forventes at falde med ni procent.
Krav om autoriseret eftersyn
Og manglende skorstensfejerkapacitet kan give problemer for ejere af boliger med eksempelvis brændeovne og oliefyr, idet der er lovkrav om at få efterset og fejet skorstenen af en autoriseret skorstensfejer mindst én gang årligt.
Reglerne gælder ikke for gasskorstene.