
Som at tisse i bukserne at finansiere betalingsfrister med kassekreditten
Kriser i stribevis har tæret på virksomhedernes økonomiske reserver. De har fået sværere ved at låne i banken, og mange mindre underleverandører presses af deres store kunder til at give længere betalingsfrister.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
En analyse fra SMVdanmark viser, at mange mindre virksomheder er nødt til at trække på kassekreditten eller lave overtræk. Virksomhederne skylder cirka 200 milliarder kroner til bankerne i form af kassekreditter og overtræk, og det er en stigning på 47 procent siden sidste år.
Dermed bliver kassekreditten og overtrækket i høj grad brugt på kort sigt til blandt andet at mellem finansiere, og i lyset af, at virksomhedernes kunder kræver længere betalingsfrister, er brugen af kassekreditten derfor en naturlig reaktion.
Møllesten om halsen
Andelen af virksomheder, som i fjerde kvartal 2022 oplevede, at deres kunder krævede længere betalingsfrister, er steget til det dobbelte sammenlignet med året før, og Lasse Lundqvist, der er konsulent i SMVdanmark, er nervøs for, at den dyre kassekredit, som primært er beregnet til at dække kortsigtede behov, kommer til at hænge som en møllesten om virksomhedernes hals:
- Det kan være et problem for en virksomhed at trække på kassekreditten frem for et normalt banklån, fordi en kassekredit typisk har en højere rente end et banklån. Den dyrere gæld er et symptom på nogle meget pressede virksomheder, og en meget høj stigning i kassekreditten er for mange virksomheder et spørgsmål om overlevelse, siger han.
Dyr kassekredit
Rentespændet mellem det gennemsnitlige normale banklån og den gennemsnitlige kassekredit og overtræk er 1½ procentpoint, og samtidig er rentespændet mellem kassekredit og normalt lån øget med ½ procentpoint det seneste år.
Det skyldes blandt andet, at bankerne vurderer, at risikoen for, at gælden ikke bliver betalt, er steget, og derfor skal de have mere for deres risiko:
- Hvis virksomheden har problemer med at betale sin kassekredit tilbage, kan det føre til en negativ spiral, hvor virksomheden bliver nødt til at trække endnu mere på kassekreditten for at dække udgifter, og det fører til endnu højere gæld og finansielle omkostninger, siger Lasse Lundqvist.
Stort problem
Presset på kassekreditten øges ikke mindst af, at flere store virksomheder forlanger længere kredit. Hver femte mindre virksomhed oplever krav om længere betalingsfrister, end de er vant til:
- Men et vedvarende træk på kassekreditten over flere måneder svarer på mange måder til at tisse i bukserne for at holde varmen, siger SMVdanmarks konsulent.
FAKTA
• Bankernes udlån til virksomheder via kassekredit og overtræk er steget med 47 procent siden sidste år. Imens er øvrige udlån kun steget med 13 procent.
• Det betyder, at lånene via kassekredit og overtræk nu udgør 53 procent af det totale udlån fra pengeinstitutter.
• Kassekreditten er en dyr løsning. Rentespændet mellem et gennemsnitligt normalt banklån og den gennemsnitlige effektive rente på en kassekredit og et overtræk er 1,5 procentpoint.
• Samtidig er dette rentespænd øget med 0,5 procentpoint.