40 års VVS-jubilæum hos John Jensen VVS
Overmontør og taksator Henrik B. Hansen startede som lærling og har nu rundet 40 år hos John Jensen VVS
- Jeg er vokset op med ’sorte fingre’ på værkstedet i min farfars og siden min fars smedevirksomhed i Sengeløse, så håndværket har altid ligget mig i blodet, men det er nu alligevel lidt svært at forstå, at det nu er 40 år siden, at jeg startede som fastansat VVS-montør i John Jensen VVS, hvor jeg i starten af 70’erne trådte mine lærlingesko.
Det er 40-års-jubilar og ’alderspræsident’ Henrik B. Hansen - overmontør og taksator i John Jensen VVS – der i et tilbageblik skruer tiden tilbage til dengang han som ung VVS-montør startede på sit første ’rigtige’ job.
- Dengang var firmaet et mindre VVS-firma med 10-15 medarbejdere og seks servicebiler. I dag nærmer vi os 145 medarbejdere, vi har en stor flåde af servicebiler, og mesters søn ejer virksomheden.
- Der er virkelig sket noget, men det gamle fællesskab, det selvstændige ansvar og æren ved at levere et godt stykke arbejde er den samme, konstaterer Henrik, der er stolt over at være del i det han kalder en ’fantastisk rejse’.
Noget af en mundfuld
Henrik fortæller videre, at han som ny lærling i 1972 sammen med en garvet VVS-montør blandt andet stod fadder til VVS-opgaver ved udbygningen af Hedehusene Skole. Allerede som to-års-lærling fik han sin første store opgave med montage af alt VVS-arbejdet på en stor velhavervilla, der blev opført på Frederiksborgvej.
- Det var noget af en mundfuld, men opgaven gik godt, og da jeg efter læretiden i 1976 blev indkaldt til værnepligt, blev jeg sendt af sted med mange roser og besked på, at døren stod åben, når jeg var klar af militæret.
- Det tilbud tog jeg imod og vendte tilbage i januar 1978, hvor jeg blev koblet på opgaver med installation og vedligehold af oliefyr samt firmaets VVS-opgaver for store typehusfirmaer. Opgaver, hvor vi med afsæt i en standardiseret industriel produktion hjemme på værkstedet skar samtlige rør og gjorde det hele klar til montage ude i de nye huse. Det var lærerigt og effektivt. Vi gjorde et hus færdigt om måneden og havde stort set ingen reklamationer.
200 forsikringssager
- I dag arbejder vi stadig for private, men arbejdet med oliefyr er stort set faset ud til fordel for store fjernvarmeopgaver, de små entrepriser er blevet til store fag- og hovedentrepriser, vi kører store serviceopgaver for boligselskaberne og selv arbejder jeg som overmontør og taksator med forsikringssager for de store forsikringsselskaber, fortæller Henrik.
Han tilføjer, at alene arbejdet med forsikringsskader, der aktuelt udgør en portefølje på over 200 sager, trækker på kompetencer fra hele virksomheden og beskæftiger knap 16 faste medarbejdere, som ud over at besigtige og taksere skader står for løbende opfølgning og kvalitetssikring af arbejdet.
- Det job havde jeg ikke lige set komme, dengang jeg for 40 år siden startede som ung VVS’er på Rundageren, men sådan er det jo: Man udvikler sig med jobbet, og pludselig er det en livsstil, som man ikke vil være foruden.
-los