61 boliger på vej i midten af Kolding
Raundahl & Moesby har sammen med tegnestuen Cebra vundet udbuddet om et boligprojekt i Kolding midtby
Der er rift om de bynære boliger i Kolding, og derfor glæder borgmester Jørn Pedersen sig over, at der nu er udsigt til 61 nye lejligheder i Bypark Øst tæt på bymidten efter, at byrådet har valgt et vinderprojekt blandt seks indkomne tilbud:
- Det er helt essentielt for udviklingen i Kolding, at vi har et attraktivt boligudbud, og her bliver det nye projekt i byparken en vigtig brik. Boligerne er i arkitektonisk høj kvalitet, og samtidig ligger de meget attraktivt i grønne omgivelser, men stadig som en del af bymidten, siger Jørn Pedersen.
Projektet rummer seks punkthuse, der varierer i højden fra tre til fem etager og rummer mulighed for både leje- og ejerboliger.
Sollys, udsigt og natur
For projektudviklingsdirektør ientreprenørvirksomheden Raundahl & Moesby, Morten Jensen, har Kolding været et oplagt valg for deres næste byggeprojekt:
- Trekantområdet er i vækst, og det vil vi gerne bidrage til. Vi synes, at Koldings tilgang som designby passer godt til os, og så har grunden en ret unik placering centralt i byen, men også meget naturskønt, siger Morten Jensen og tilføjer:
- Det har været vigtigt for os at lave et boligprojekt med solid arkitektur, der passer godt ind i omgivelserne, og hvor hver lejlighed får mest muligt ud af sollyset, udsigten og kontakt til naturen.
Det er arkitektfirmaet Cebra, der har tegnet boligerne.
Om boligprojektet
- Det udbudte areal i Bypark Øst er på 7498 m2 og indbringer i alt 13.2 mio. kr. ekskl. moms.
- De seks punkthuse bliver bygget i tegl, og de 61 lejligheder er skabt med en bred målgruppe for øje og skal være for alle generationer, både singler, den lille familie med børn og ældre ægtepar.
- En del af salgsindtægten, knap 1.5 mio. kr., er øremærket til det klimatilpasningsprojekt, der bliver anlagt i foråret. Pengene skal finansiere tiltag, der gør parken mere attraktiv, bl.a. nye stier, beplantning og bænke.
-kj