70 konkurser i oktober måned

I oktober var der 70 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Hermed er antallet af konkurser i år nået op på 608. Det er 14 procent færre end sidste år

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 70 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i oktober. Det betyder, at der samlet set har været 608 konkurser i branchen i år.

Sidste år havde der på dette tidspunkt været 707 konkurser, og man skal helt tilbage til 2012 for at finde et sammenligneligt år.

- Det er naturligvis positivt, at konkursniveauet samlet set ligger lavere end sidste år. At antallet af konkurser har ligget højere i de seneste tre måneder, bør man ikke lægge for meget i. Vi har en forventning om, at det nok skal vende igen – men vi kommer nok til at vente længe før vi igen ser konkursniveauer som tidligere, der ofte lå mellem 200 og 400 om året, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri, og fortsætter:

- Det kan samtidig synes paradoksalt, at vi har det samme antal konkurser som i 2012, selvom vi er i en ganske anden konjunkturmæssig situation. Der er simpelthen tale om, at selv med en bedre økonomi og langt mere aktivitet, så er der stadig stor konkurrence i branchen, som er med til at presse virksomhederne på marginalerne, og så er der ikke så meget at tære på, hvis noget går galt.

-jhn

6/11 2017