700 m2 midlertidige moduler til børnehusDe præfabrikerede moduler bliver produceret hos Concept Livings fabrik i Litauen og bliver klargjort, så de er ca. 90 % færdige, når de leveres.

700 m2 midlertidige moduler til børnehus

Concept Living skal levere 13 præfabrikerede moduler indtil den nye institution Herluf Trolles Børnehus i Hillerød står færdigopført

Om blot 15 år vil der ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik være 4629 børn i alderen 0-6 år i Hillerød Kommune. Det er en stigning på 21 % ift. i dag. Og allerede om to år vil der være 91 flere børn at tage hånd om.

For at rumme de mange ekstra børn opfører kommunen derfor nu en stor daginstitution, Herluf Trolles Børnehus, på en grund ved det historiske Trollesminde hovedhus med plads til ca. 150 børnehave- og vuggestuebørn. Indtil det står færdigt i 2022, mangler kommunen dog stadig pladser til det stigende antal børn, som skal passes, og derfor bliver der på nabogrunden nu opført en midlertidig institution.

Det er den midtjyske virksomhed Concept Living, der står for at levere 13 moduler til det midlertidige børnehus, som kommer til at udgøre omkring 700 m2.
 
- Vi har stor erfaring med at opføre præfabrikerede moduler til daginstitutioner rundt omkring i landet, og vi glæder os derfor til at opføre børnehuset i Hillerød. Erfaringen gør, at vi kan levere en høj kvalitet til en fornuftig pris inden for relativ kort tid. Og der går eksempelvis kun to måneder fra vi begynder produktionen, til vi kan levere de præfabrikerede moduler, fortæller bygningskonstruktør Simon L. Christensen og fortsætter:

- En af fordelene ved denne type byggeri er bl.a., hvis børnetallet ændrer sig og f.eks. stiger i en anden del af kommunen, så kan modulerne flyttes til dette område. Modsat almindelig traditionelt byggeri er løsningen nemlig meget fleksibel, fordi den netop er flytbar og dermed kan flyttes efter behov.

Rummer op til 80 børn
Den midlertidige afdeling af Herluf Trolles Børnehus kommer til at kunne rumme op til 80 børn fordelt på en vuggestue og tre børnehavestuer. Alle stuer indeholder et stort fælles opholdsrum, mindre legerum, toilet, og garderober. Derudover rummer bygningen et produktionskøkken, en personaleafdeling, vaskerum, bad samt liggehal og et overdækket udendørsareal, hvor børnene kan sove.

De præfabrikerede moduler bliver produceret hos Concept Livings fabrik i Litauen og bliver klargjort, så de er ca. 90 % færdige, når de leveres på Trollesminde-byggepladsen i Hillerød. Herefter bliver de gjort helt færdige ved at få de sidste detaljer på plads som eksempelvis elinstallationer og vvs samt facader.

Modulerne til det midlertidige børnehus bliver produceret og opført henover efteråret og skal afleveres ultimo januar, så institutionen er helt klar til at blive taget i brug primo februar.

-kj

11/11 2020