Aarhus får flere blandede boliger i Bindesbøll Byen- Det er rigtig godt, at Aarhus Kommune allerede nu er klar til at rykke med den nye planlægningsmulighed, som ændringen af planloven giver, siger Kirsten Brosbøl. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Aarhus får flere blandede boliger i Bindesbøll Byen

Miljøminister Kirsten Brosbøl er positivt stemt overfor Aarhus Kommunes planer om at omdanne det tidligere psykiatriske hospital i Risskov til boliger

Bindesbøll Byen bliver navnet på en helt ny bydel i Risskov ved Aarhus, hvor det gamle psykiatriske universitetshospital og grundene omkring hospitalet skal forvandles til cirka 110.000 kvadratmeter lejelejligheder, rækkehuse, ejerlejligheder og almene boliger.

Det er regeringens ønske om at ændre planloven, der er med til at muliggøre cirka 22.000 kvadratmeter almene boliger tæt ved skov og strand i Aarhus.

Bliver planloven ændret sådan som det er indeholdt i det lovforslag, der forventes vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget på torsdag, vil det betyde, at kommuner får mulighed for at kræve, at op til hver fjerde bolig skal være almen bolig, når der laves lokalplanlægning for nye boligområder,

God dialog med investor
- Regeringen mener helt grundlæggende, at vores byer skal afspejle alle dele af samfundet. Vi mener ikke, at der skal være områder, hvor kun dem med en høj indkomst har råd til at bo, for vi bliver alle sammen rigere af at bo side om side. Og det er godt for fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet, at vi ikke isolerer os i små rigmands- eller fattigmandsghettoer, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Miljøministeren besøgte Aarhus, hvor hun havde mulighed for at se nærmere på Bindesbøll Byen. En forventet ændring af planloven vil gøre det muligt for Aarhus Kommune og andre byer at få flere blandede boliger.

- Bindesbøll Byen er et godt eksempel på, at en god dialog med en investor kan skabe alsidige bykvarterer. Det er rigtig godt, at Aarhus Kommune allerede nu er klar til at rykke med den nye planlægningsmulighed, siger Kirsten Brosbøl.

Plads til forskellighed
Bydelen vil rumme cirka 1.250 nye boliger i og omkring de smukke, røde bygninger, der blev bygget under ledelse af arkitekten Gottlieb Bindesbøll i midten af 1800-tallet.

I alt 15 procent af boligerne i den nye bydel bliver almene, og Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, har store forventninger til byggeriet.

- Aarhus vokser, og vi risikerer, at byen bliver delt op efter, hvem der har råd, og hvem der ikke har, siger Kristian Würtz og tilføjer:

- Vi har derfor valgt at gå forrest for at skabe en by, hvor folk med forskellige indkomster og livsindstilling lever sammen. Det har vi hidtil kunnet gøre på kommunens egne arealer som bl.a. Aarhus Ø, og med den ændrede planlov får vi et stærkt værktøj, som betyder, at vi nu også kan gøre det sammen med de private ejendomsudviklere. Det er enormt vigtigt i arbejdet med at skabe en god by med værdi for alle, siger Kristian Würtz.

Det er Region Midtjylland, der overdrager hospitalsbygningerne i Risskov til et konsortium, der består af totalentreprenør- og udviklingsselskabet KPC, Arkitema Architects og investorerne PKA og Lærernes Pension, som vil bygge den nye bydel. Psykiatrisk Hospital rykker til nye lokaler i Skejby.

Lovforslaget forventes vedtaget i Folketinget efter 3. behandlingen torsdag 26. februar.

-cmn

24/2 2015