Stort gennembrud for genbrug af beton
Fem års forskning i innovationsprojektet StructuralReuse har givet den danske byggebranche konkrete testmetoder, vejledninger og pilotcases for beton, stål og træ. Efterspørgslen på genbrugsmaterialer fra bygherrer og rådgivere er stor
Kan den her betonbjælke bære igen? Spørgsmålet har i årevis stoppet gode genbrugsintentioner, fordi ingen kunne svare på det med tal. Nu kan man gøre netop det.
Innovationsprojektet StructuralReuse har udviklet og afprøvet metoder, der dokumenterer styrken og egenskaberne i bærende elementer, mens de stadig sidder i bygningen.
Konkret leverer projektet:
Metoder og procedurer til sikker vurdering af brugte bærende elementer
Vejledninger for beton, stål og træ, der beskriver, hvordan elementer testes og dokumenteres
Pilotcases, der demonstrerer metoderne i praksis
Testene er ikke-destruktive (NDT). Elementerne bliver altså ikke ødelagt undervejs, og bygherren kan træffe sit valg tidligt i processen, før nedrivningsmaskinen kører frem. Det giver et beslutningsgrundlag, hvor direkte genbrug kan stå på lige fod med nye materialer.
- Vi har nu konkrete metoder, der gør det muligt at vurdere bærende elementers styrke og anvendelighed, mens de stadig sidder i bygningen. Det giver bygherrer og rådgivere et helt nyt udgangspunkt for at se ressourcer i stedet for affald, siger Lisbeth Ottosen, projektleder og professor ved DTU Sustain.
Færre risici gør eksisterende bygninger til materialebanker
Resultaterne rykker ved noget helt grundlæggende, nemlig risikoen. Når styrke og egenskaber kan dokumenteres, kan rådgivere og bygherrer træffe informerede valg om genbrug tidligt i processen i stedet for at gætte sig frem.
Eksisterende bygninger bliver dermed reelle materialebanker frem for kommende affald.
Den bærende konstruktion står for op mod 80 % af en bygnings indlejrede CO2, og derfor er der meget at hente. Samtidig presser knapheden på råstoffer – ikke mindst grus til betonproduktion – branchen til at finde materialerne der, hvor de allerede er: I de bygninger, der står i forvejen.
Bygherrer, rådgivere og entreprenører efterspørger nu test og dokumentation til brug i konkrete projekter, og det har fået en række af projektpartnerne til at undersøge mulighederne for at etablere en ny virksomhed, der skal:
Tilbyde test og dokumentation af brugte konstruktioner
Understøtte branchens omstilling til direkte genbrug
Bygge bro mellem forskning, standardisering og marked
Virksomheden vil blive en central aktør i at skalere løsningerne og bringe dem tættere på praksis.
- De fælles standarder for direkte genbrug af byggematerialer er et afgørende skridt mod en mere cirkulær byggebranche.
- Den risikominimering, der opstår gennem standardisering, muliggør markedsmæssig skalering af løsningerne og åbner nye forretningsmæssige potentialer for dem, der griber muligheden, siger Nicholas Ransome, administrerende direktør for Lendager.
Med resultaterne står Danmark stærkt til at præge udviklingen af cirkulære byggemetoder i Europa, hvor arbejdet med en fælles tilgang til materialegenbrug er intensiveret de seneste år.
StructuralReuse
Er et femårigt innovationsprojekt under Innovationsfondens pulje Grand Solutions
Bag projektet står Lendager, DTU Sustain, Dansk Standard, Rambøll, Arkitektskolen Aarhus, Gate 21, DTU Skylab, Aarhus Universitet og List Byg
Er støttet af Innovationsfonden og Realdania
Formålet er at gøre det muligt at teste, vurdere og genbruge bærende konstruktioner sikkert, fagligt forankret og skalerbart
-dc