Anlægsloftet lægger bånd på byudvikling
Byggesocietetet advarer om, at kommunernes anlægsramme er for snæver
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der er gang i udviklingen i ikke mindst landets største byer, og den tid er slut, hvor byggekraner kun blev brugt til bungy-jump i havneområderne.
Der bygges boliger i store mængder, og i København er situationen helt uoverskuelig i forholdet mellem, hvor mange der flytter til byen, og hvor mange boliger der er til rådighed:
- Anlægsloftet i kommunerne virker som en spændetrøje, og man udskyder mange væsentlige investeringer i eksempelvis børneinstitutioner og skoler, der burde være til rådighed med de mange nye borgere, siger formanden for Byggesocietetet Tony Christrup til BygTek.
Statslig aktivitet begrænser kommunerne
Han peger på, at når det gælder staten, er der masser af anlægsprojekter, men det rammer til gengæld kommunernes samlede anlægsramme.
Tony Christrup opfordrer derfor finansminister Kristian Jensen til at lette foden fra bremsen og give kommunerne lov til at investere mere i nybyggeri og renovering af kommunale bygninger og anlæg.
Tony Christrup henviser til aftalen om kommunernes økonomi for 2018, der kun giver kommunerne tilladelse til at investere 17 milliarder kroner i nybyggeri og renovering af kommunale bygninger og anlæg.
17 milliarder er alt for lidt
Formanden for Byggesocietetet mener, at de17 milliarder er alt for lidt, når man tænker på det meget store efterslæb på vedligeholdelsesområdet og behovet for nybygninger i kommunerne.
Medierne kan ofte bringe historier om nedslidte undervisningslokaler, og toiletfaciliteter så ringe at børnene nægter at anvende dem:
- Der bygges boliger i et væk. Den virksomhed, jeg selv kommer fra, leverer 1600-1700 boliger i København inden for det næste år. Det medfører et stort pres på de eksisterende både skoler og daginstitutioner. Mine kunder, forbrugere og investorer – har brug for de nødvendige serviceydelser, hvis de skal investere i København, hvor eksempelvis overborgmesteren er stækket, på trods af penge i kassen, siger Tony Christrup.
Dyrere i længden
Han noterer, at det ikke bliver bedre af at udskyde det nødvendige vedligehold, tvært i mod bliver det dyrere i længden:
- Det kan godt være, at der i forvejen er tryk på i bygge- anlægssektoren, men det nytter ikke at udsætte det nødvendige både vedligehold og nybygninger. Det er historien om ’hønen og ægget’. Vi kan ikke bare gå og vente fem år på en ny krise, før der sker noget. Så finder folk nye græsgange. Staten og kommunerne må sætte sig sammen og finde en løsning på, hvordan vi løser de udfordringer, der presser sig mere og mere på allerede, siger Tony Christrup, der efterlyser en balance mellem staten og kommunerne, som sikrer de nødvendige investeringer i fremtiden.