Apple-byggeri i Aabenraa bliver ikke til noget
Apple har meddelt Aabenraa Kommune, at man ikke vil fortsætte det store datacenterbyggeri på den 285 hektar store byggegrund ved Kassø
I sommeren 2017 annoncerede Apple, at man havde købt 285 hektar stor byggegrund ved Kassø uden for Aabenraa til etablering af et stort datacenter. Senere samme år købte Google en stor nabogrund til Apple.
Nu har Apple meddelt Aabenraa Kommune, at man alligevel ikke vil fortsætte datacenterbyggeriet. Apple har meddelt, at der udelukkende er tale om en forretningsbeslutning, hvor man ønsker at koncentrere sig om sit datacenterbyggeri i Viborg, og der er kun ros til alle samarbejdspartnere i Aabenraa Kommune.
- Det her er uden tvivl et uønsket bump på vejen for Aabenraa Kommunes lange indsats for at skabe arbejdspladser og øget bosætning ud af etableringen af datacentre i Aabenraa Kommune. Heldigvis er Apple ikke den eneste spiller på det marked, og som vores Datacenterstrategi jo tydeligt beskriver, har vi en målrettet strategisk indsats, som bl.a. sigter mod to datacentre i drift og to under planlægning i 2022. Det mål arbejder vi stadig benhårdt for at nå, selvom Apples uventede besked nok risikerer at forsinke os, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.
Aabenraa Kommune vil i den kommende tid kontakte relevante parter i sagen. Derudover har Aabenraa Kommune stillet sig til rådighed for Apple med assistance til at finde de rette købere til datacentergrunden i Kassø. En grund, som har den helt rette placering, størrelse og ikke mindst tilslutning til strøm og dataforbindelser med meget stor kapacitet.
-kj