Armeringsjern til tiden

Armeringsjern til tiden

Celsa Steel Service opruster på logistikken med ny logistikpartner, der skal sikre at fabrikkens armeringsstål bringes hurtigt og rettidigt frem til byggepladsen

Øget fokus på byggepladsoptimering har sat logistikken på agendaen hos Celsa Steel Service, der er en leverandør af armeringsstål i Danmark. I forbindelse med virksomhedens strategi, er der udpeget 5 strategiske fokusområder, hvoraf forsyningsledet er en af dem.

Transportfirmaet PK Justesen er pr. 1 april valgt som den logistikpartner, der skal hjælpe Celsas logistik op på næste niveau og sikre, at fabrikkens armeringsstål bringes hurtigt og rettidigt frem til de danske byggepladser.

-Vi oplever stadig større fokus på byggepladsoptimering og det er strategisk vigtigt for os at være med i den udvikling. PK Justesten er valgt som logistikpartner, fordi vi tror på, de har den kompetence, erfaring og indstilling, der skal til for at løfte vores logistik og leveringsservice til næste niveau, lyder det fra Søren Kilmose, direktør for Celsa Steel Service A/S.

Valget af den nye logistikpartner er resultatet af en grundig analyseproces, der har defineret, hvordan Celsa Steel Service kan forbedre sin logistik og service. Herud over har virksomheden fokus på: sikkerhed, produktionsoptimering, lean, samt styrkelse af kundeløsninger, hvor det digitale værktøj QR til specificering af og opfølgning på armeringsprojekter, er seneste skud på stammen.

-jhn

29/3 2017