Bag facaden med Kristine Leth Juul, prorektor for Arkitektskolen Aarhus

Hun måtte føle sig frem til arkitektuddannelsen, hvor hun lærte at holde af stille arkitektur med stor social bæredygtighed. Mød Arkitektskolen Aarhus’ prorektor og projektleder for byggeriet af Danmarks første nybyggede arkitektskole

Hvem: Kristine Leth Juul, prorektor Arkitektskolen Aarhus

Født: 1972, Aarhus 

Uddannelse: Arkitektskolen Aarhus 

Kendt for: Byggeriet af den nye arkitektskole i Aarhus som skolens projektleder. Medlem af bestyrelsen i Akademisk Arkitektforening og Realdania. Tidligere partner i byplan- og landskabstegnestue i Aarhus.

Personligt: Kristine bor i Risskov med sin mand Nicolai og de to yngste af tre drenge.  

Hvad er god arkitektur for dig?  

Det er jo et virkelig stort spørgsmål. Men for mig er god arkitektur på den ene side enkle og nogle gange stilfærdige projekter, som bare har styr på virkemidlerne; lysindfaldet, materialerne, rumlighederne og indre sammenhænge, overgangen mellem ude og inde lige såvel som relation til stedet og de rumligheder, som bygningen indgår i. Vandkunstens mange rækkehuse fra gammel såvel som nyere tid er virkelig gode eksempler på dette. Og på den anden side synes jeg også at god arkitektur kan være de projekter, hvor grebet er så stort, at det ændrer betingelserne for en hel by, for adfærden og for det image, som var. Jeg synes et projekt som Amager Strandpark af Hasløv & Kjærsgaard er et godt eksempel på dette. Det er et virkeligt visionært og radikalt projekt, som man i dag næsten tror altid har været sådan. Næsten.

Under alle omstændigheder er god arkitektur altid en holdsport. Den gode arkitektur er ikke tegnet af én person, hvis navn står på tegnestuens brevhoved. Der er rigtig mange med ombord fra både beslutningstagere, bygherrer, rådgivere og entreprenører, når det lykkes.

Hvem ville du gerne have haft til at tegne dit hjem?

Vores hjem er et af de tidlige Friis & Moltke huse fra 1958. Knud Friis har fortalt mig, at de kun var tre på tegnestuen dengang, det blev tegnet. Det er et utrolig velindrettet hus på 107 m2, hvor lyset vælter ind fra have-siden i stue og værelser. Og så er det ret tilknappet ud til gaden. Det er helt enkelt og konsekvent. Det kan jeg virkelig godt lide.

Vi har bygget til, efter vores tredje barn kom til verden. Stuen var blevet vel hektisk med løbende drenge, gæster og playstations i et sammenkog. Det var vildt svært at bygge til, når det oprindelige hus stod så skarpt. Men det endte med at være Knud Friis selv, som kom med princippet til tilbygningen, som vi så selv tegnede. Jeg kan huske, hvordan jeg luftede min bekymring over at ’ødelægge’ det oprindelige smukke hus, hvortil han bare svarede, at det vigtigste er, om det passer til dem, der bor der. Arkitektur er noget, der skal bruges.  

Hvilket byggemateriale kan du bedst lide?  

Jord. Forstået på den måde at dét at formgive jorden, at skabe terrænet i landskabsprojekterne er et af de stærkeste greb og samtidig noget af det sværeste at løse godt og virkningsfuldt. Med virkningsfuldt mener jeg både de løsninger, hvor man næsten ikke mærker de små terrænforskelle eller bygningen, som bare er placeret rigtigt. Eller præcise geometriske landskaber. Eller mere dramatiske landskaber. I dag hvor 3D-modellen sendes direkte til gravemaskinen som GPS-koordinater, er det muligt at arbejde ret præcist med jord som materiale.

Men jord eller jordens bestanddele og forskellige lag er samtidig også råstof i mange af de materialer, som vi producerer herhjemme til byggeriet. Tegl for eksempel. Det er et fantastisk byggemateriale. Jeg er ret betaget af de variationer, der opstår, alt afhængigt af hvorfra det kommer, hvordan det er brændt, hvilken farve fuge man bruger. Og så er der de mange mønstre og detaljer, som man kan skabe. Når det er fuget rigtigt, kan vi endda genbruge gamle mursten direkte i nye projekter.   

Hvad ligger der på dit arbejdsbord lige nu?  

Her ligger opgaver, der handler om den nye arkitektskole i Aarhus. Selv om vi flyttede ind i sommer, er der flere forskellige projekter, som på en måde handler om at lande rigtigt. Det passer meget godt til vores tanke om, at vi skal blive ved med at udvikle området og rummene. Det handler ikke om at klippe den røde snor over ved indvielsen, men om alt det, som sker efter, og som fylder rammerne ud. Så blandt andet er jeg ansvarlig for en skitsekonkurrence, hvor nyuddannede arkitekter og kunstnere skulle teame op og deltage i konkurrencen om et kunst-og arkitekturprojekt i et af byrummene udenfor skolen. Det er helt utrolig skønt at arbejde med det unge team, tegnestuen Rumgehør, kunstner Stine Rosdahl-Petersen og arkitekt Simon Strøyer, som går til opgaven fordomsfrit og eksperimenterende. De bruger robotterne på skolens værksteder til selv at lave støbeforme og støbe prototyper helt tidligt i processen. Så de skubber virkelig barren for, hvordan vi udvikler projekter.

Det er et vigtigt fokus for os at bringe vores dygtige vækstlag frem i lyset. Her bliver det igennem projektet, men ellers arbejder vi også med udstillinger af de nye tegnestuer, netværk og iværksætter-hubs for de nyuddannede.

Helt konkret ligger her også et spændende forskningsprojekt, Missing Link, om klimatilpasning i byerne. Det er af Katrina Wiberg. Og så ligger her et hav af forskellige skriveværktøjer, en rulle manifold, tre forskellige mus, hvoraf ingen fungerer. Plus et par stofprøver.    

Hvad hjælper dig videre, når du er kørt fast i en opgave?  

Min tilbagevendende løsning på dette, uanset hvad problemet er, er at vende det med andre, kaste flere scenarier op i luften og trykprøve dem sammen. Men også at turde kaste sig ud i et forsøg og så erkende, hvis det var en ommer. Det er ikke altid, man kan tænke sig til løsningerne, nogle gange må det prøves, og så må man være åben overfor, hvad man lærer hen ad vejen.   

Hvad er det vigtigste arbejdsredskab, du har?  

Helt klart at kommunikere med andre, hvis man kan kalde det et arbejdsredskab. Det er det allervigtigste i min hverdag. Det ligger mig meget på sinde at bringe andre perspektiver ind i beslutningsprocesserne eller sætte sig i andres perspektiv. Jeg tror på, at det i sidste ende bliver bedre beslutninger og bedre løsninger. Det er klart, at det ikke kan være sådan altid, men det bør være sådan med væsentlige beslutninger og komplekse udfordringer.

Har du en leveregel eller et mantra, som du altid arbejder under?  

Nej, jeg har ingen leveregler. Det er aldrig lykkes at holde et nytårsfortsæt, så at have regler for livet, det vil slet ikke virke for mig. Jeg ville nok også ændre dem for hver ny og inspirerende bog, jeg faldt over og var optaget af.   

Har du gjort noget i dit professionelle liv, som du aldrig vil gøre igen?  

Ja, mange ting, Nogle lærer man en masse af, selvom det måske var hårde lærepenge. Som det at være helt nyuddannet og komme på tilsyn. Andre gange har det været en fornemmelse af først retrospektivt at vide, hvad det helt rigtige ville være at gøre. 

Endelig er der en episode, hvor jeg som yngre rådgiver ikke fik trukket den streg i sandet overfor en bygherre, som handlede om, hvad den bedste arkitektfaglige løsning og anbefaling var. Hvor jeg synes, at jeg blev presset for langt eller lod mig presse for langt ift., hvor mit faglige standpunkt var. Der, hvor ens egne etiske grænse bliver overtrådt. Jeg tror, at mange kan genkende noget i den situation i små som store anliggender. Men denne episode står klart som det, jeg håber, jeg aldrig vil gøre igen. De faglige etiske grænser må ikke overskrides i det gode samarbejdes tjeneste.  

Hvilken opgave er du særligt taknemmelig for at have fået?  

Jeg er dybt taknemmelig over at have været arkitektskolens projektleder for byggeriet af Danmarks første nyopførte arkitektskole. Vores vision var at skabe et arkitekturværksted for fremtidens arkitekter, men indenfor en meget lille byggeøkonomi. Opgaven har været at forfølge visionen helt ned til detalje-niveauet i en proces, som måtte have en skarp prioritering af de væsentligste virkemidler.

Det er lykkes, ikke mindst fordi vores bygherre, Bygningsstyrelsen, har skubbet på de gængse præmisser for både udbud, kontraktuelle forhold og samarbejdet i projektteamet bestående af entreprenør, rådgivere, lejer og bygherre. De har turdet lave en helt ny udbuds- og samarbejdsmodel, hvor vi har været sammen om at løfte projektet og i højere grad været fælles om at dele risikoen. Det er modigt og bør være til stor inspiration i branchen.

Samtidig er det jo en kæmpe gave at have været dybt involveret i både byggeriet og nu hverdagen, som kommer efter. Både at se visionen udfoldet i byggeprojektet og se den udlevet i den nye hverdag. Hvordan de studerende på 1. år allerede selv har ’bygget til’ på tegnesalene: Et hold har for eksempel bygget pavilloner på tagterrasserne. Eller hvordan forelæsninger og workshops flyttes ud i fællesrummet. Jeg har virkelig fornemmelsen af at være midt i et kæmpe arkitekturlaboratorie.   

Hvad gør du for at holde dig fagligt skarp?  

Jeg er jo så heldig, at jeg i min hverdag konstant bliver udsat for et bombardement af den nyeste forskning, udstillinger, en mængde spændende forelæsninger, debatter og vores studerendes inspirerende projekter. Herudover er mit engagement i Akademisk Arkitektforening og Realdania også virkelig givende, fordi det handler om, hvordan vi som samfund, som byggebranche og som arkitektstand skal bidrage til samfundet. Og så er jeg i øjeblikket i gang med en 2-årig masteruddannelse i ledelse.

Hvad ville du gerne blive bedre til?  

Jeg synes generelt, det er undervurderet at lytte. Vi taler, mener og skriver eller mailer meget.  Men det er en konstant øvelse at blive god til at lytte, særligt hvis man er vant til at være handlende eller forslagsstillende, fordi ideer og billeder nemt popper op i hovedet, som det måske er tilfældet for mange med en arkitektfaglig baggrund. For mig er det noget, som jeg gentagende skal minde mig om og øve mig i. Sådan at der kommer en bedre vekselvirkning i mit arbejde mellem det analytiske og refleksive – og det mere handlende.   

Hvorfor valgte netop du dit fag?  

Inden jeg startede på arkitektskolen, kendte jeg ingen arkitekter overhovedet. Jeg er heller ikke gået en lige vej hen mod arkitektstudiet, men mere snørklet mig rundt om det. Jeg har blandt andet været i praktik på et grafisk bureau, hvor jeg desillusioneret stoppede efter kun en måned, hvor jeg have tegnet gulerodsreklamer til tilbudskataloger. Derefter troede jeg, at jeg skulle være ingeniør, fordi jeg godt kunne lide matematik. Så var jeg i praktik hos en tømrer i et halvt år. Og så landede jeg endelig på arkitektskolen. Her vidste jeg fra starten, at det var det helt rigtige studie. Det er på mange måder en luksusfornemmelse, som desværre ikke alle studerende har.

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?  

Det råd, som jeg husker bedst, er fra tiden, da jeg blev færdig på arkitektskolen og søgte en masse uopfordrede jobs. Jeg søgte de samme steder som alle andre, men havde absolut ikke nogen af de efterspurgte projekter såsom skole, ældreboliger eller lignende i mit portfolie. Allerede gennem studiet bevægede jeg mig langt mere mod landskabsarkitekturen, men uden egentlig at træffe det som et bevidst valg. Det var Ole Nielsson fra daværende Arkitektgruppen og nu Arkitema, som sagde til mig, at jeg skulle fokusere på mine styrker og bare gøre dem bedre, i stedet for at fokusere på de svage områder. Det virker så simpelt, men dengang kunne jeg kun få øje på at gøre det samme som alle andre. Det betød, at jeg fra den dag begyndte kun at søge hos landskabsarkitekter og jo endte med, at byplanlægning, byrum- og landskabsarkitekturen blev mit faglige ståsted i rigtig mange år.   

Hvem skylder du en særlig tak?  

Mange mennesker på min vej. Det er de fantastiske kolleger og samarbejdspartnere, som jeg har udviklet små som store projekter med, og hvis forskellige skub, input, indsatser og diskussioner med har fået det til at samle sig og flytte sig. Og det er i høj grad også en eller to håndfulde nære samarbejdspartnere og chefer, som har troet på mine kompetencer og givet mig muligheder.

Min mormor står også som et vigtigt anker. Hun var et af de mest åbne og legende mennesker, jeg har mødt – selv i en alder af 90 år. Hendes tilgang til livet og de ting, som hun satte i gang hos os børnebørn, er stadig noget jeg værdsætter rigtig højt.   

Hvad er det værste, der er sket for byggebranchen på det seneste?  

Jeg får lyst til at sige, at det har været den enorme efterspørgsel efter boliger i de store byer. Efterspørgsel i sig selv er ikke udfordringen, men dét at viljen til at imødekomme her-og-nu-efterspørgsel har stået alene på toppen af dagsorden i mange år. I for høj grad har det handlet om 5000 eller 10.000 nye boliger om året– og ikke om spørgsmål som ’Hvor mange boliger eller hvilket volumen kan området her holde til og stadig bevare kvaliteter som fornemmelsen af privathed i boligen, gode rekreative nære fællesskaber og de særegne identiteter?’

Vi har udviklet masser af tætte boligområder, uden at andelen af friareal har fået en tilsvarende vægt. Tætte karrebebyggelser, hvor gårdrummet er så trængte, at det nærmest føles som overvågning at være der. Vi har udviklet bydele uden plads til de fælles offentlige rum, hvor vi kan mødes ligeværdigt og uformelt. Vi har ikke rigtig skabt plads og fleksibilitet til det, som sker i byudviklingen over tid, men som vi ikke kan tænke os til på forhånd. Det tror jeg rammer os i nakken, og det vil kunne mærkes på sigt. Så på den vis synes jeg, samtalen i lang tid har drejet sig om at løse her-og-nu-boligbehovet, og ikke hvordan vi laver gode byer og boligområder med en fleksibilitet for fremtiden.

I København er en lang række rekreative områder omdannet til at give rum for ekstrem-regn, samtidig med at de stadig fungerer som smukke og vellykkede rekreative byrum eller parker, som omdannelsen af Sankt Annæ Plads eller Enghaveparken i København. Det har kun været muligt takket være tidligere planlægning, som efterlod et stort volumen til de rekreative fællesarealer; på et tidspunkt hvor ingen tænkte på hvilke udfordringer, vi kunne blive mødt med i fremtiden.  

Hvad er det bedste, der er sket for byggebranchen på det seneste?  

Det bedste er det nye fokus på renovering og transformation som alternativ til nybyggeri, når det er muligt. Det er markant den mest bæredygtige måde at bygge på, og derfor er det vigtigt at renovering altid overvejes, også selvom processen kan være anderledes kompleks og udfordrende; processuelt, økonomisk og lovgivningsmæssigt.

På ganske få år er renovering som arbejdsfelt blevet langt mere attraktivt end tidligere. På arkitektskolen søger rigtig mange studerende denne retning i disse år, og vores masteruddannelse indenfor nordisk kulturarv kører med det største hold nogen sinde. Tegnestuen LOKAL´s overbevisende projekt, Ørsteds Haver, som vandt Renoverprisen i 2021, er et vidunderligt eksempel. Jeg tror, fremtiden kommer til at byde på mange gode renoverings- og transformationsprojekter. Og jeg tror, vi i Danmark har en ret unik position for at lave virkelig gode projekter med forståelse og respekt for den historie, som hvert sted kommer med.   

Hvad ville du gerne ændre ved byggebranchen?  

Det bliver jo et drømme-scenarie, som man straks kan skyde ned med begrundelse i ’ingen vil betale’, ’hvem skal tage den risiko’ eller de andre automatreaktioner. Men jeg synes, der er sket for lidt innovation i branchen igennem årene. Vi har set effektivisering og standardisering, men ikke særlig meget innovation, som kunne flytte på den æstetiske kvalitet. Projekternes succes måles langt hen ad vejen kontraktuelt på performancekriterier som den aftalte tid og økonomi. Afvigelser skal helst undgås. Til gengæld måles projekterne på den lange bane og af borgerne og brugerne på helt andre kriterier såsom den oplevede kvalitet, samspil med omgivelserne og det, som bygningen giver tilbage. Så hvordan kan den langsigtede kvalitet bringes i spil som et ligeværdigt parameter ved forhandlingsbordet og meget gerne i kontrakterne? Her er det nødvendigt at få en nuanceret samtale med andre end sin egen projektorganisation om, hvad kvalitet er. 

Endelig ville det jo også være skønt med mere mod blandt såvel bygherrer, entreprenører som rådgivere. Det kunne være mod til nye måder at samarbejde på, mod til at lade unge tegnestuer og mindre rådgivere komme til, mod til at afprøve nye bæredygtige materialer og processer.  

Hvis du kunne give byggebranchens beslutningstagere et godt råd med på vejen, hvad skulle det så være?  

Vi skal have et kæmpe fokus på at minimere byggeriets CO2-udslip, og vi må ikke slippe speederen på denne dagsorden. Men samtidig skal vi huske den sociale bæredygtighed, og hvordan vores bygninger, byer, landsbyer og landskaber kan skabe inkluderende fællesskaber, som kan være med til at løse tværgående samfundsudfordringer på andre store agendaer som ensomhed, sundhed, ligeværdighed og trivsel. Vi skal både blive dygtigere til at forstå og indarbejde disse perspektiver, men jeg tror også på, at ændrede rammevilkår kan være med at accelerere dette. Den sociale bæredygtighed kan jo ikke måles på, om den økonomiske ramme og tiden overholdes, og det kan give anledning til at kigge på udbudsform, -kriterier og den måde, vi definerer projekternes succes på. Så vi skal have åbnet værkstøjkassen igen, helst allerede ved det næste projekt.

Læs også: Bag facaden med stadsarkitekten Camilla Richter-Friis van Deurs

’Bag facaden’ er en serie i magasinet Byggeri. Her fortæller kolleger fra byggebranchen om det, der driver værket, om de opgaver, der ligger på skrivebordet, og om hvordan de bliver løst.

/ms