BAT-kartellet skal have ny sekretariatsleder
Bestyrelsen har besluttet, at tiden er inde til vagtskifte på posten som sekretariatsleder. Gunde Odgaard stopper dermed efter 23 år på pladsen
- Vi har efter grundige overvejelser besluttet, at timingen er rigtig til, at nye kræfter skal tage over i vores sekretariat.
- Det sker ikke mindst i lyset af, at byggeforbundene og medlemmerne er stadigt mere afhængige af vores interessevaretagelse i bl.a. det europæiske samarbejde, siger BAT-kartellets formand Claus von Elling.
Claus von Elling retter i den forbindelse en tak til den nuværende sekretariatsleder, Gunde Odgaard, som har arbejdet for BAT-kartellet i knap 29 år – heraf knap 23 år som sekretariatsleder:
- Gunde Odgaard har i næsten tre årtier ydet en dygtig, engageret indsats for de danske bygningsarbejdere, som vi skylder ham stor anerkendelse og tak for.
- Vilkårene for vores faglige kamp for ordentlige løn- og arbejdsvilkår er ændret dramatisk i denne periode. Især udvidelsen af EU og tilstrømning af udenlandske migrantarbejdere har skabt store udfordringer med social dumping.
- Derfor er overenskomstaftalerne fra foråret også en meget fin afrunding af Gundes mangeårige indsats for byggeforbundene. Her lykkedes det os at få et nybrud i aftalerne med arbejdsgiverne, så vores nytilkomne udenlandske kollegaer skal have et særskilt boligtillæg, der mindsker gabet til vores sædvanlige lønniveau, siger han.
I forbindelse med beslutningen om Gunde Odgaards fratræden konstitueres Sidse Buch som sekretariatsleder, mens jobopslag og ansættelsesproces forberedes og gennemføres.
-dc