Blødt vand i Brøndby
Borgerne i Brøndby slipper fremover for det hårde, kalkholdige vand, der giver problemer for både forbrugere og miljøet
60 gæster blev budt på blødt vand på invitation fra Hofors administrerende direktør, Lars Therkildsen, ved indvielsen af blødgøringsanlægget på det lokale vandværk i Brøndby.
- Vandets hårdhed har været dyrt i ekstraudgifter og ærgrelser, når der skulle bruges tid og kræfter på at fjerne kalken i de enkelte husholdninger og virksomheder, sagde Brøndbys borgmester Kent Max Magelund.
- Drikkevandet her i hovedstadsområdet er det hårdeste i Danmark. Det betyder, at vores borgere i højere grad end andre døjer med dryppende vandhaner og kalk, der sætter sig fast på fliserne i badeværelserne, i elkedler, kaffemaskiner, vandrør og vaskemaskiner, bruger mere energi og bliver hurtigere slidt.
- Selve det at lave vores hårde vand om til blødere vand er en simpel proces, fortæller formand for Brøndby Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Vagn Kjær-Hansen.
- Kalken bindes til sandkorn, der falder til bunds i en beholder og fjernes, men der ligger et stort stykke arbejde forud med modernisering af det gamle vandværk og etablering af blødgøringsanlægget.
- Der er nu lige nogle vaner, vi skal justere for at få det fulde udbytte af det blødere vand. Vi skal indstille opvaskemaskinen til den nye hårdhedsgrad og bruge en tredjedel mindre sæbe.
Hårdheden er sat ned til 10 hårdhedsgrader
Brøndby er den første kommune, som har fået blødere vand som led i en langsigtet plan. I de kommende år frem mod 2024 vil Hofor omstille de øvrige vandværker, så alle kunder vil få glæde af blødere vand. Mængden af kalk vil blive reduceret til halvdelen i størstedelen af Hofors forsyningsområde.
- Vi bygger blødgøringsanlæg på alle vores vandværker samtidigt med at vi renoverer. Blødgøring er en samfundsmæssig gevinst både for den enkelte borger og for miljøet, fastslår Leo Larsen, bestyrelsesformand i Hofor.
Se piecen med beskrivelse af blødgøringsanlægget
- eca