Aktuelle nyheder - Byggeri

Boligmarkedet taber flyvehøjde

Boligmarkedet taber flyvehøjde

Med 10.305 parcel- og rækkehuse, der skiftede ejer i 2. kvartal 2022, skal vi tilbage til 2016 for at se en lavere handelsaktivitet på husmarkedet i et 2. kvartal.

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

På ejerlejlighedsmarkedet blev der handlet 3.187 boliger, og det er det laveste antal i et 2. kvartal siden 2013.

Salgstiderne er dog ifølge Finans Danmark stadig forholdsvist korte, da det tog lidt mere end 3½ måneder at sælge et hus og godt 2½ måneder at finde en køber til en ejerlejlighed.

Til trods for at der blev solgt færre boliger end i samme periode i 2021, skulle boligkøberne have flere penge op af lommen. Et typisk hus på 140 kvadratmeter bliver nu solgt til en pris på næsten 2,4 millioner kroner – det er 84.000 kroner mere end for et år siden.

Større rabatter til køberne
En typisk ejerlejlighed på 85 kvadratmeter kostede næsten tre millioner kroner i 2. kvartal 2022. Det er godt 140.000 kroner mere end for et år siden.

Samtidig har boligkøberne dog også forhandlet sig til større rabatter end på samme tid sidste år. For et typisk hus på 140 kvadratmeter lå det gennemsnitlige nedslag ved handel lige under 70.000 kroner, mens nedslagene for en typisk ejerlejlighed på 85 kvadratmeter var omkring 75.000 kroner.

Boligudbud kravler opad
Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg siger i en kommentar til tallene fra Finans Danmark:

- Der er nye tider på boligmarkedet. og tal fra både Boligsiden.dk og Finans Danmark viser, at boligudbuddet kravler opad i takt med at handelsaktiviteten er faldende, mens der er lidt mere træghed i tilpasningen af priserne. Det er især de stigende renter og den høje inflation, der sætter negativt præg på boligmarkedet. Samtidig er det også en faktor, at en række bolighandler blev fremrykket i corona-årene 2020 og 2021, siger Bo Sandberg.

Mens vi venter
Han spår dog, at det tager et par kvartaler, før den allerede indtrådte vending for alvor kan ses i prisen på de solgte boliger. Finans Danmarks kvartalsvise statistik er kun nået til 2. kvartal i år – og siden april og maj er der sket en del på boligmarkedet - både med renter og energipriser angår, siger boligøkonomen.

Opgjort i 2. kvartal var årsstigningen i priserne på parcelhuse og ejerlejligheder henholdsvis 3,7 procent og 4,9 procent, mens prisudviklingen for sommerhuse det seneste år har været +4,0 procent:

Taber flyvehøjde
Bo Sandberg ser dog en klar tendens på boligmarkedet, og den er nedadgående:

- For hver eneste gang, vi får nye 2022-tal ind, er det tydeligt, at boligmarkedet taber flyvehøjde fra et højt udgangspunkt, og udsigterne for 2023 er bestemt ikke lyse – særligt når man ser på ejerlejlighedsmarkedet. Senest er det kommet frem, at de skandaliserede nye ejendomsvurderinger er yderligere forsinket, hvilket blot skaber mere usikkerhed i boligmarkedet, siger Bo Sandberg.

Han peger på, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led:

- Det er endnu engang ekstremt dårlig timing, at der skabes ny usikkerhed om beskatningsgrundlaget for den boligskattereform, der træder i kraft i 2024, og som markedet allerede i dag er begyndt at indregne i prisudviklingen, særligt på ejerlejlighederne i de store byer, siger boligøkonomen.

Stærk dansk økonomi
Men midt i mørket er der dog lys i form af dansk økonomi som helhed:

- Dansk økonomi har en stærk grundform med kernesunde offentlige finanser og stort overskud på betalingsbalancen. Men eneste virkelige lyspunkt i de konjunkturfølsomme økonomiske nøgletal er, at arbejdsmarkedet stadig leverer varen med rekordhøj beskæftigelse og foreløbig høj jobsikkerhed. De sikrer indtil videre også, at bunden heller ikke helt går ud af boligmarkedet. Samtidig er det dog tydeligt, at mange brancher er pressede af stigende energiudgifter - og vinteren er endnu ikke over os, slutter Bo Sandberg.

Læs mere om Byggeri

20/9 2022
AfskærmningAlu stigerBrandstigerByggerådgivningByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringGarageanlægGarageporteGipspladerIndustriel malingIndustriporteJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingLofterMaterielopbevaringMultistigerNye arbejdsopgaverOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSmedejernsporteSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalrenoveringTrappestigerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.