Boligsalg rammes af byggeriets travlhed
Det stigende boligsalg og fremgang i beskæftigelsen de sidste fem år kan komme til at lægge en dæmper på boligmarkedet, fordi boligejerne får svært ved at skaffe håndværkere
Grafer for beskæftigede og solgte boliger har ifølge Nybolig de seneste fem år fulgtes ad i opadgående retning.
Siden foråret 2013 er der ifølge Danmarks Statistiks nye tal kommet knap 156.000 flere i arbejde, og i samme periode har antallet af solgte boliger fulgt omtrent samme kurs. Antallet solgte boliger er steget med ca. 10.000 om året de seneste fem år.
- På boligmarkedet mærker man tydeligt, at der kommer flere i arbejde. Der er ingen tvivl om, at det stigende antal beskæftigede giver ny næring til boligmarkedet, idet flere familier får mulighed for at realisere drømmen om en ny bolig, fordi deres økonomi er blevet forbedret, siger Nyboligs relationschef, Thomas Hovgaard.
Malurt i bægeret
Men selvom flere er kommet i job, boligpriserne er steget, og flere boliger skifter hænder, er der dog også en enkelt dråbe malurt i bægeret ved den positive udvikling.
- De flaskehalse, som økonomerne peger på, kan komme til at have stor betydning for boligmarkedet, fordi de primært omfatter byggebranchen. Allerede nu hører vi nemlig om boligejere, som har svært ved at skaffe ledige håndværkere til de projekter, de har planlagt, både på boliger, som de skal sælge og på boliger, som de netop har købt. Og den situation kan potentielt få folk til at tøve med enten at købe eller sælge, siger Thomas Hovgaard.
DanB