Boom i boligsalg

Boligsalget i maj blandt de bedste måneder i mange år, og især sommerhussalget boomer efter forbedrede låneregler

Med godt 7500 underskrevne købsaftaler i maj 2017 indskrev denne måned sig på top 10-listen over de bedste salgsmåneder siden årtusindskiftet, og man skal tilbage til maj 2006 for at finde en måned, der var marginalt bedre. Der ses fremgang i salget for alle ejendomstyper, men det er især sommerhusene, der skiller sig ud med en fremgang på 38% i forhold til samme måned sidste år. Denne udvikling tilskrives i høj grad de forbedrede finansieringsmuligheder for sommerhuse, som blev indført i begyndelsen af maj.

De nye regler betyder, at op til 75 % af husets værdi kan belånes med de billige realkreditlån mod tidligere 60 %. Dermed bliver det billigere at købe og eje et sommerhus. De nye regler er tilsyneladende blevet godt modtaget specielt i Regionerne Syddanmark og Midtjylland, hvor salget er henholdsvis 78 % og 80 % bedre i år end i maj 2016.

Priserne stiger også
Et stigende salg vil almindeligvis medføre stigende priser, og det ses også i dette tilfælde. Således er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på solgte sommerhuse steget 4 % siden april. Da udbudspriserne i samme periode er steget mindre, er dette ensbetydende med, at der sælges relativt flere huse i dyrere områder.

- De nye låneregler medfører, at boligkøberne får mulighed for at gå efter bedre og dyrere beliggenheder, end de ville have gjort tidligere, siger EDCs kommunikationschef Jan Nordmann og tilføjer:

- Det skal ikke forstås sådan, at alle nu vil have sommerhus i Hornbæk eller Skagen, men nok snarere sådan, at man rykker et par hundrede meter nærmere havet, eller hvad der nu måtte være attraktiv beliggenhed i det område, hvor man hele tiden har ønsket sig et sommerhus.

Også salget af villaer viste flotte stigninger i maj med en gennemsnitlig udvikling på plus 18 % i forhold til samme måned sidste år. Her er det især Region Nordjylland, der markerer sig med en fremgang i salget på 32 %.

Salget af ejerlejligheder steg 6 % i maj 2017 i sammenligning med maj 2016.

-kj

8/6 2017