Bravida flytter til Odense
I morgen indvier Bravida Danmark et nyt fynsk hovedsæde i Tietgenbyen i Odense, hvor man har opført ca. 5000 m2 moderne og energirigtige administrations- og værkstedsfaciliteter
Efter mere end 60 år i de samme lokaliteter på Svendborgvej flytter leverandøren af tekniske installationer, Bravida Danmark, nu virksomhedens afdeling i Odense til nye og moderne faciliteter i erhvervsområdet, Tietgenbyen. Her har Bravida opført en kombineret administrations- og lager/produktionsbygning, der rummer alle fag indenfor installation og service af tekniske installationer.
- Med de nye og moderne faciliteter får afdelingens godt 250 medarbejdere i Odense nu endnu bedre rammer for at betjene vores mange private og offentlige kunder på det travle installationsmarked på Fyn og i Sydjylland. Vi havde brug for nye og energirigtige faciliteter, som lever op til dagens krav. Nu har vi fået lyse lokaler og god komfort i hverdagen i Tietgenbyen, der som et ekspanderende erhvervsområde er en helt naturlig placering for Bravida tæt ved flere af vores store kunder og centralt ved motorvejen, fortæller regionsdirektør Jørn Tønnes fra Bravida.
Et centralt mødested
Det nye domicil omfatter administration samt lager- og værkstedfaciliteter. Der er direkte adgang mellem de to bygninger i form af en forbindelsesgang, som skaber sammenhæng mellem de forskellige funktioner. Samlet har de to bygninger et areal på 4960 m2. Administrationsbygningen er i to plan på 2470 m2. Værkstedet, der bl.a. producerer el-tavler til mange af Bravidas projekter, udgør de resterende 2490 m2.
- De nye lokaliteter omfatter store og tidssvarende mødefaciliteter, der med vores placering i Odense er oplagte til brug for Bravida Danmarks mange andre afdelinger som centralt mødested for både mindre møder og større arrangementer, siger Jørn Tønnes.
-kj