Bæredygtige forsøgsbyggerier opføres i Fredericia
Behovet for mere bæredygtigt byggeri er stort, og derfor sætter Realdania By & Byg nu skub i to forsøgsbyggerier, som skal vise nye veje for bæredygtigt etagebyggeri
Det er ikke to helt almindelige etagebyggerier, som i slutningen af året går i gang i Kanalbyen i Fredericia. Byggerierne, som begge skal rumme boliger, skal på hver deres måde inspirere byggebranchen til, hvordan man kan gøre nybyggerier så bæredygtige og effektive som muligt.
Mens det ene byggeri, som opføres i træ, handler om at bygge så CO2-venligt som muligt, handler det andet om skabe mere effektive byggeprocesser og mere bæredygtighed i byggeriet via digitale værktøjer, så ressourceforbrug og -spild i byggeprocessen nedbringes. At de to byggerier opføres på samme tid og sted skal bl.a. gøre det nemt for byggebranchen at besøge byggerierne undervejs og til slut.
- I de kommende år forventes kravene til mere bæredygtigt byggeri at blive ganske omfattende. Ved at igangsætte to forsøgsbyggerier med fokus på CO2-reduktion og effektive byggeprocesser ønsker vi at samle den eksisterende viden i branchen, afprøve den i praksis og omsætte den til nye konkrete løsninger, der kan bidrage til, at den grønne omstilling i byggeriet kan bevæges fremad, fortæller Peter Cederfeld, der er adm. direktør i Realdania By & Byg.
De to forsøgsbyggerier udspringer af Realdanias filantropiske mål om at fremme et sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri.
Hvordan kan vi bygge mere CO2-venligt?
Både i Danmark og i udlandet er der stor debat i byggebranchen om materialers bæredygtighed. Træ er et bæredygtigt alternativ til traditionelle byggematerialer, og træhuse oplever en stigende interesse. Også etagebyggeri i træ er i vækst - dog primært i udlandet.
Med forsøgsbyggeriet ’Mini CO2 etagebyggeriet i træ’ ønsker Realdania By & Byg at bidrage med øget viden om, hvordan det er muligt at bygge etagebyggeri i træ til boligformål med mindst mulig CO2-udledning. Samtidig skal projektet vise, hvordan CO2-aftrykket kan reduceres ved at udvikle nye løsninger, der optimerer træs forskellige egenskaber.
Etagebyggeriet opføres som et ’monomaterielt hus’ - dvs. træ benyttes som materiale i så mange af etagebyggeriets dele som muligt. Derudover bliver der udført transparente og fuldt omfattende levetidsberegninger, ligesom træ som materiale bliver vurderet ud fra en række kvalitetsparametre som f.eks. konstruktion, arkitektur, indeklima, fleksibilitet, brand, råd, tilgængelighed af ressourcer og byggetid. For at kunne sammenligne med tilsvarende byggerier i andre materialer som beton og tegl vil der blive stillet krav til træbyggeriet, som matcher de øvrige materialers styrker. Et eksempel kunne være et skærpet krav til trinlyd, hvor træbyggeri kan være lidt udfordret.
Om byggerierne i Kanalbyen
- Projektområdet ligger på kanten af den historiske bystruktur i Fredericia og er del af den nye bydel Kanalbyen. De to bygninger bliver på hver 600 etagemeter i fem etager og kommer til at ligge på den nye vej ’Kongens Stræde’.
- De to forsøgsbyggerier tager afsæt i Realdanias filantropiske strategi og mål om at fremme sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri.
- Begge etagebyggerier i Kanalbyen bliver DGNB Guld-certificerede. Certificeringen er med til at sikre fokus på holistisk bæredygtighed og evaluerer hele bygningens livscyklus. Dette betyder, at der arbejdes ud fra en helhedsorienteret og fleksibel tilgang, der tilgodeser bygningens samlede bæredygtige formåen.
- Hvorfor etagebyggeri? Realdania By & Byg har tidligere gennemført forsøgsbyggeriet ’Mini-CO2 Husene i Nyborg’ med fokus på enfamiliehuse. Et fritliggende enfamiliehus i et til to plan rummer væsentligt færre udfordringer end etageejendomme, og udfordringerne i de nye projekter kan derfor bedre overføres til f.eks. institutions- og erhvervsbyggeri, hvorved muligheden for at skalere viden og de udviklede løsninger forøges markant. Hertil kommer, at MiniCO2-etagebyggeriet presser træs ydeevne væsentligt mere; med væsentligt strengere brand- og flugtvejskrav, en oftest sværere tilgængelig byggeplads, indlysende større konstruktive udfordringer etc. Værdien af udviklings- og innovationsarbejdet i projektet for den samlede byggebranche er derfor også større.
- Begge byggerier forventes færdigopførte i 2022, hvorefter de vil blive solgt.
-kj