Bæredygtigt kontorhus skrider frem
Byggeriet af Company House på Frederiks Plads i Aarhus holder rejsegilde torsdag den 11. januar
NCC's nye Company House på Frederiks Plads i det centrale Aarhus er godt i gang. Det markeres med rejsegilde torsdag den 11. januar 2018 kl. 14. Det kommende Company House byder på helt unikke muligheder for at placere sin virksomhed i nyopført kontorejendom i centrum af Aarhus. Ejendommen forventes at stå klar til indflytning i oktober 2018.
- Den helt unikke beliggenhed gør dette projekt til noget ganske særligt, fortæller Allan Schouv Jakobsen, der er udlejningsdirektør hos NCC Property Development.
Han uddyber:
- Vores Company House-koncept byder på en lang række fordele for virksomheder, der ønsker fleksibilitet og gode faciliteter, og her på Frederiks Plads får man mulighed for at kombinere det med en virkelig attraktiv beliggenhed.
Ejendommen bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standarden, og målet er en guldkarakter. Det betyder, at ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed. Dermed vil lejerne bl.a. kunne nyde godt af et lavt energiforbrug og et godt indeklima.
Til og fra kontoret
Det nye Company House ligger tæt ved offentlig transport, og man skal blot krydse et fortov for at nå stationen. Kommer man i bil, vil man kunne glæde sig over hele tre etagers parkeringsplads under bygningen.
- Vi er glade for at opføre et spændende kontorhus midt i Aarhus og dermed give de erhvervsdrivende mulighed for lækre kontorfaciliteter i eftertragtede omgivelser. Jeg kan fortælle, at udsigten fra ejendommen bliver virkelig god, siger Esben Jørgensen, der er senior projektchef, NCC Building.
En bydel i byen
NCC har i forvejen opført en række ejendomme på og omkring Frederiks Plads - bl.a. shoppingcentret Bruuns Galleri og det prisbelønnede boligbyggeri Isbjerget.
Frederiks Plads er tænkt som en bydel i byen, hvor bygningerne placeres omkring et indre torv med træer og grønne arealer. Hensigten er at skabe et levende og dynamisk rum for de mange mennesker, som dagligt passerer igennem og samtidig skabe et lyst og grønt opholdssted for dem, der bor og arbejder i bygningerne omkring pladsen.
-kj