Byggebranchen har særlige forudsætninger for at tage socialt ansvar
Landets byggepladser kan give borgere på kanten af arbejdsmarkedet nyt fodfæste
Af Dan Bjerring
Byggeriet er landets fjerdestørste branche og er dermed også en vigtig aktør i skabelsen af et mere bæredygtigt samfund.
Det gælder ifølge seniorprojektleder i Værdibyg, Mette Skouenborg, også på det sociale område, hvor byggepladserne har særlige forudsætninger for at åbne døren til job og uddannelse for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stod 76.600 (7,6 procent) af de 15-29-årige i 2020 uden arbejde eller igangværende uddannelse. Men på en byggeplads er der en hel del opgaver, som er vigtige for byggeprojektets fremdrift, men som det hverken kræver særlige kompetencer eller høj håndværksmæssig faglighed at udføre. Det kan være alt fra flytning og udpakning af materialer til oprydning og rengøring.
Kæmpe potentiale
Med en social beskæftigelsesindsats kan byggepladsen give gruppen af ledige borgere med særlige udfordringer, fodfæste på arbejdsmarkedet og måske blive et springbræt til uddannelse:
- Der er et kæmpe potentiale for, at byggepladserne rundt om i landet i højere grad er med til at understøtte social bæredygtighed. Ved at ansætte beboere fra lokalområdet til eksempelvis at løse daglige driftsopgaver på byggepladsen efterlades området både bygningsfysisk og socialt stærkere end før, siger Mette Skouenborg.
Hun har været projektleder på publikationen ’Den rummelige byggeplads - en guide til social beskæftigelse’, der er støttet af Realdania, og her samler Værdibyg, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA) og Enemærke & Petersen a/s (E&P) op på en række erfaringer, som blandt andre E&P har gjort med sociale beskæftigelsesindsatser.
Værktøjer alle kan arbejde med
Samtidig beskrives en række værktøjer, som alle led i branchen kan bruge i arbejdet med social beskæftigelse.
Det er et arbejde, som ikke bare kommer de borgere, der bliver en del af indsatsen, til gode, men også en byggebranche med udtalt mangel på arbejdskraft:
- Byggeriet har et enormt stort potentiale til at byde ind på den sociale dagsorden og skabe en win-win situation, hvor branchen får stærkt nødvendig arbejdskraft og udsatte borgere samtidigt får mulighed for at blive hjulpet ind på arbejdsmarkedet. Det er dét, vi ønsker at hjælpe virksomhederne til med den nye guide, der er let at benytte på byggeriets projekter, siger Christina Schultz, der er sekretariatschef i FBSA.
Systematisk indsats
Publikationen belyser blandt andet, hvordan byggebranchens parter kan drage fordel af at arbejde systematisk med social beskæftigelse. For bygherren er det eksempelvis muligt at opnå ekstra point for en social beskæftigelsesindsats i forbindelse med med en DGNB-certificering.
Publikationen bygger delvis på erfaringer med social beskæftigelse, som entreprenøren Enemærke & Petersen har gjort, og ifølge bæredygtighedschef Anders Strange Sørensen, kan entreprenørerne få fordele ud af at arbejde med social beskæftigelse. Men man skal være opmærksom på, at det også er hårdt arbejde:
Svært at skabe jobrutine
- Som entreprenør skal man gå ind i det her med åbne øjne. Det er givende at se og føle den påvirkning, indsatsen er med til at skabe for et andet menneske. Men det er også krævende at få mennesker med så svag en tilknytning til arbejdsmarkedet ind i en jobrutine. Til gengæld kan man jo levere meget mere til bygherren end et færdigt byggeri – man kan give hele kvarterer et løft og styrke den sociale bæredygtighed. Det efterspørger de almene bygherrer allerede, og vi kan lige så godt geare os til, at andre bygherrer følger trop. Og så hjælper man som entreprenør sig selv og branchen ved at udvide rekrutteringsgrundlaget, siger bæredygtighedschefen.
Den rummelige byggeplads - en guide til social beskæftigelse” kan downloades gratis her:
https://vaerdibyg.dk/vejledning/den-rummelige-byggeplads-en-guide-til-social- beskaeftigelse/