Bygger alment og grønt i Vejlands Kvarter
Bæredygtighed og fællesskab er nøgleordene for Vejlands Kvarter - en helt ny og innovativ bydel, der skal opføres i Ørestad nord for Vejlands Alle. Boligselskabet fsb skal stå for opførelsen af langt størstedelen af områdets almene boliger
Bæredygtighed - Arkitektur
By & Havn og PensionDanmark har udvalgt boligselskabet fsb til at opføre langt størstedelen af de 25 % almene boliger, bydelen skal rumme. fsb skal derfor bygge mellem 150 og 200 familieboliger to forskellige steder i bydelen, og det sker sammen med to rådgiverteams, der begge har betydelige kompetencer inden for træbyggeri, bæredygtighed og cirkulære løsninger.
Den første etape skal opføres sammen med fsb’s strategiske partner fsb Hjem, mens den anden skal udvikles sammen med den internationalt anerkendte tegnestue Dorthe Mandrup Arkitekter. Henning Larsen Architects har vundet konkurrencen om masterplanen for bydelen.
- Det er en fantastisk mulighed, fsb har fået. Ikke nok med at vi skal bidrage til den blandede by med almene boliger og vores store erfaring med fællesskaber. Vi går også et skridt videre og træder ind i en form for pionerarbejde, hvor natur og bæredygtighed har en altdominerende rolle, siger Pia Nielsen, direktør i fsb.
En bydel i træ
fsb’s bebyggelser skal opføres i træ. Træ bliver det gennemgående byggemateriale i hele bydelen, der skal rumme 2000 boliger, skole, plejehjem, daginstitutioner, supermarked osv. Der er derfor tale om en unik bydel, hvor også bæredygtige og genanvendelige materialer skal minimere CO2-aftrykket og energiforbruget. Alle boliger skal certificeres som bæredygtige.
Biodiversitet og naturen på Fælleden er et vigtigt omdrejningspunkt for Vejlands Kvarter. Den omkringliggende natur skal trækkes ind i kvarteret blandt andet via naturstier og naturkiler, og det mangfoldige dyre- og planteliv skal opretholdes og udbygges. Naturpleje bliver derfor en central del af driften, der vil skille sig ud fra driften andre steder.
De kommende beboerne kommer til – uanset boform – at indgå i et fællesskab, der får indflydelse på områdets friarealer og faciliteter. Friarealerne tilhører nemlig fællesskabet – et fællesskab der skal skabe et tilhørsforhold til stedet og beboerne imellem.
-los