Byggeri undgår forsinkelser med special overdækningTeltet dækker halvanden meter ud fra murene hele vejen rundt om bygningen. På den måde kan både tømrerne på taget og andre håndværkere længere nede på bygningen arbejde i tørvejr.

Byggeri undgår forsinkelser med special overdækning

Specialudviklet overdækning sikrer fremdriften på stort byggeri I Valby, der er under forvandling til attraktivt boligområde

En hel ny bydel er ved at tage form på den tidligere FLSmidth-grund i hjertet af Valby, hvor fabrikken producerede cement i næsten 100 år, fra 1898 og frem til 1996. Her opføres der nu cirka 1200 attraktive lejeboliger, grønne områder og liberalt erhverv under det samlede navn, Valby Maskinfabrik. Den ny bydel kommer til at rumme en række vidt forskellige bygninger, hvoraf en del er med tagkonstruktioner i zink.

Skræddersyet teltløsning
Med et ønske om at undgå flaskehalse og forsinkelser i opførslen af tagkonstruktionerne i zink, var en specialudviklet overdækning løsningen. Denne udviklede entreprenørselskabet WR Entreprise A/S i samarbejde med Ramirent ved at lave nogle skræddersyede konsoller til at bære et enormt overdækningstelt, der afskærmede hele konstruktionen med en unik teltløsning fra udlejningsselskabet Ramirent.

– Det smarte ved denne løsning er, at teltet dækker halvanden meter ud fra murene hele vejen rundt om bygningen. På den måde kan både tømrerne på taget og andre håndværkere længere nede på bygningen arbejde i tørvejr. Konsollerne, som teltet er fæstnet til minder om et par overdimensionerede hyldeknægte i stål, der er monteret på muren, forklarer Carsten Andersen, der er projektsælger for telte og overdækninger i Ramirent.

Fleksibilitet på byggepladsen
De første to telte kom op i slutningen af 2016 og holdt byggeriet tørt, indtil det stod færdigt i begyndelsen af 2017. Nu er samme overdækningsløsning i brug på en ny etape af samme type bygning. Byggeleder hos WR Entreprise, Jimmi Normann, forklarer, hvorfor den avancerede overdækningsløsning er nødvendig.

– Med zinktag er der helt åbent ned til isoleringen, indtil zinkpladerne er på plads. Samtidig er det en speciel bygning, hvor forskellige tage med varierende hældninger er bygget sammen. Bukning og klipningen af zinkpladerne gøres med håndkraft, og derfor tager sådan et tag længere tid, hvilket nødvendiggør overdækningen. Ved at være uafhængige af vejret, sikrer vi, at alle håndværkere, også dem længere nede på bygningen, har de optimale arbejdsforhold, forklarer Jimmi Normann.

Udover teltløsningen har Ramirent også udlejet entreprenørmaskiner og lifte til aktørerne på byggepladsen i Valby. Ifølge Jimmi Normann er Ramirent en oplagt samarbejdspartner i fremtiden.

- jhn

22/1 2018