Byggeriet skabte 6.400 nye job i 2017
Byggeriet hører til blandt de helt store jobskabere på arbejdsmarkedet. Dansk Byggeri har beregnet, at der i 2017 hver eneste dag, året rundt i snit blev skabt knapt 18 nye lønmodtagerjob i bygge og anlæg
Ifølge Danmarks Statistik kom der i december 2.000 flere i job, heraf cirka 700 i byggeriet.
- Hver eneste dag året rundt, 365 dage om året, er der i 2017 i snit skabt 132 nye lønmodtagerjob på det samlede arbejdsmarked og næsten 18 nye job om dagen i byggeriet, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg og uddyber:
- Med ny beskæftigelsesrekord om hjørnet og fortsat gang i et solidt og bred funderet økonomisk opsving, er det i øvrigt en pseudo-diskussion, om fremgangen mest kommer den indenlandske eller udenlandske arbejdskraft til gavn. Der er plads til og brug for begge dele så langt øjet rækker, pointerer cheføkonomen.
6.400 nye byggejob
- I bygge- og anlægsbranchen er det især nybyggeriet af boliger, der trækker kraftigt opad. Og der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet strammer til og at rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er den største udfordring i 2018. Det er senest dokumenteret af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viste, at 17 procent af byggevirksomhederne havde rekrutteret forgæves til i alt 4.825 stillinger i 2. halvår 2017, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
- Det er en naturlig ting, at arbejdsmarkedet begynder at stramme til, idet der siden lavpunktet i foråret 2013 er skabt hele 23.800 nye lønmodtagerjob i byggeriet og alene 6.400 i 2017, siger Bo Sandberg.
- Men de gode tider må ikke blive en sovepude for rettidig omhu i reformdagsordenen. Det gælder særligt på tilbagetrækningsområdet, for det er netop i opgangstider, man bør justere kursen.
-jhn