Byggeriets materialeforbrug er i søgelyset
Ekstern evaluering af, hvilke bestemmelser i BR18 der enten udfordrer eller fremmer anvendelsen af biogene og genbrugte byggematerialer
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Per Larsen fra De Konservative, der er medlem af Folketingets Boligudvalg har bedt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) oplyse, om hun deler byggebranchens opfattelse af, at Bygningsreglementet (BR18) – stik imod intentionerne – snarere øger end mindsker beton- og armeringsmængden i byggerier.
Men ministeren erkender i sit svar, at der ikke foreligger systematiske data om materialeforbrug i byggeriet. Derfor er der ikke grundlag for konkret at opgøre eller vurdere udviklingen i materialeforbruget:
- Regelgrundlaget for konstruktioner i Bygningsreglementet, der har betydning for beton- og armeringsmængderne, er baseret på fælles europæiske byggenormer, de såkaldte Eurocodes inklusiv nationale tillæg. Disse regler er ikke ændret væsentligt, siden de blev indført i Bygningsreglementet i 2008, oplyser boligministeren.
Løbende justeringer
Siden da er der løbende foretaget mindre justeringer, der ifølge myndighederne kan have haft mindre indflydelse på materialeforbruget:
- Der er dog ikke sket ændringer i regelsættet med indførelsen af BR18, der kan begrunde et væsentligt øget materialeforbrug. Der blev i januar 2023 stillet konkrete krav til byggeriets klimaaftryk i Bygningsreglementet. Disse krav skærpes gradvist i 2025, 2027 og 2029. Da der i vid udstrækning er en sammenhæng mellem et byggeris materialeforbrug og klimaaftryk, vil dette øge fokus på og behov for at gentænke valg af materialetyper og materialemængder i byggeriet, herunder i de bærende konstruktioner, skriver Pernille Rosenkrantz-Theil i sit svar.
Analyse
Per Larsen ønsker i samme forbindelse at vide, om der er foretaget en evaluering af Bygningsreglementets virkning på materialeforbrug og bæredygtighed, så det kan klarlægges, om BR18 lever op til de politiske intentioner.
Til det oplyser ministeren, at der ikke er foretaget en generel bagudrettet evaluering af bygningsreglementets indvirkning på materialeforbrug og bæredygtighed. Social- og Boligstyrelsen har dog som led i implementering af den politiske aftale om National strategi for bæredygtigt byggeri fra april 2021 iværksat en analyse af potentialet for mere bæredygtige bærende konstruktioner.
Normer og sikkerhedsniveauer
Analysen omfatter en gennemgang af normer og sikkerhedsniveauer med det formål at sikre, at reglerne samlet set både understøtter og er åbne for mere bæredygtige byggemetoder, herunder tager hånd om hensynet til at undgå unødigt materialeforbrug:
- Endelig har styrelsen i august 2023 igangsat en ekstern evaluering af, hvilke bestemmelser i BR18 der enten udfordrer eller fremmer anvendelsen af biogene og genbrugte byggematerialer, slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.