Bygma Rønne vinder FUT’s Lærepladspris 2020Med prisen modtager Bygma Rønne 10.000 kr. til et socialt arrangement med afdelingen/trælasten.

Bygma Rønne vinder FUT’s Lærepladspris 2020

Trælastelev havde indstillet sin læreplads Bygma Rønne, fordi forretningen på alle måder lever op til et godt sted at være for et ungt menneske, der gerne vil uddanne sig

Foreningen for Trælast og Byggemarkedsfolk (FUT) valgte på sin årlige generalforsamling at uddele Lærepladsprisen 2020 til Bygma Rønne, bl.a. fordi ’virksomheden har udvist stor diversitet i, hvad en elev får lov til at lære, har taget imod eleven på ekstraordinær vis, og fordi det er en forretning, hvor alle uanset titel og alder hjælper hinanden.


Det var trælastelev Lonnie Kastberg Andersen, der indstillede Bygma Rønne til prisen. Lonnie Kastberg Andersen er født og opvokset i Skive, men flyttede mere end 500 km til Rønne efter lærepladsen. Her fik hun hjælp til - ikke blot at finde en bolig - men også til selve flytningen, og hun er faldet godt til både på arbejdspladsen og på øen.


- Jeg har indstillet min læreplads, fordi jeg er sikker på, at der ikke findes nogen bedre arbejdsplads. Jeg gennemgår en professionel elevuddannelse, hvor jeg bliver udfordret både fagligt og personligt. Jeg får en bred viden om de produkter, vi sælger, og der bliver stillet krav til mig via løbende opfølgning og statussamtaler. Min direktør spørger ind til både mit skolearbejde og min trivsel, og jeg føler, at jeg har en værdifuld plads på holdet, siger Lonnie Kastberg Andersen


Tillid giver selvtillid
Lærepladsen i Bygma Rønne har været med til at give hende troen på, at hun kan klare tingene selv:


- Jeg har tidligere været meget usikker på mig selv og var nervøs for at skulle starte som den første kvindelige trælastelev herovre. Men det har været helt ubegrundet, og jeg bliver mødt med tillid. Min kollega satte i starten et motiverende kryds, hver gang jeg svarede rigtigt på et spørgsmål. På den måde fik jeg også tillid til mig selv.


På plussiden nævner Lonnie Kastberg Andersen også den måde, som arbejdspladsen har håndteret corona-tiden på:


- Her har været vanvittig travlt alle steder; specielt i hallen. Men alle hjalp til, og selv min direktør hoppede i arbejdstøjet og hjalp med at pakke varer. Det kalder jeg en god læreplads.


- Vi er utroligt stolte over at modtage Lærepladsprisen 2020, siger direktør for Bygma Rønne, Martin Klausen.


- I Bygma ønsker vi at tage et ansvar for at investere i den unge generations fremtid. Det er meget motiverende at modtage en sådan anerkendelse af, at vi gør det godt her i Bygma Rønne, og at vi kan være med til at profilere Bygma som en attraktiv arbejdsplads, tilføjer han.


Om prisen
Lærepladsprisen er indstiftet af FUT (Foreningen for Trælast og Byggemarkedsfolk), og uddeles hvert år på foreningens generalforsamling i november. Prisen gives til den trælast eller byggemarked, der har været årets mest fantastiske læreplads. Med prisen følger 10.000 kr. til et socialt arrangement med afdelingen/trælasten.


-kj
12/11 2020