Chokerende fald på erhvervsskolerne

Chokerende fald på erhvervsskolerne

Synes man allerede nu, det kan være svært at finde en håndværker, bliver det endnu værre i fremtiden

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Fra snart sagt alle sider af både de politiske partier og arbejdsmarkedet er der under valgkampen sat fokus på manglen på faglærte de kommende år.

Og meget tyder derfor på, at netop situationen på erhvervsuddannelserne bliver blandt de emner, der kommer til at indgå i et fremtidigt regeringsgrundlag – uanset hvilke partier der indgår i regeringsdannelsen.

Tre af fire uddannelser er ramt
Ifølge en analyse fra SMVdanmark er optaget på erhvervsuddannelserne i år faldet 18 procent sammenlignet med sidste år. Det svarer til ikke færre end 7.500 færre elever, og på 35 erhvervsskoler står flere end hver femte stol tom i de nye klasser.

Der er blandt andet begyndt lidt over 900 færre elektriker-elever på erhvervsskolerne i forhold til sidste år, ligesom der er 175 færre VVS'ere.

SMVdanmark peger på, at synes man allerede nu, det kan være svært at finde en håndværker, bliver det endnu værre i fremtiden.

Normalt vil erhvervsskolerne på dette tidspunkt af året have optaget omkring 42.000 kommende faglærte, men i år er der kun optaget 34.000 – tre ud af fire uddannelser er ramt af færre nystartede elever.

Endnu værre situation forude
Kasper Munk Rasmussen, der er chefkonsulent i SMVdanmark, er dybt bekymret over udviklingen:

- Det er et chokerende fald. I forvejen står vi med en stor mangel på faglærte, og vores egen prognose viser, at der vil forsvinde 10.000 faglærte fra arbejdsmarkedet om året frem mod 2030. Nu er vi måske på vej mod en endnu værre situation, end vi regnede med. Det gør fremtidens energieffektivisering og hele den grønne omstilling næsten umulig at gennemføre, når vi ikke har de kvalificerede hænder og hoveder, der skal til, siger han
Kasper Munk Rasmussen advarer om, at det i værste fald forer til, at arbejdspladser og opgaver forsvinder ud af Danmark.

Væk med SU på de lange uddannelser
Det faldende elevtal rammer skolerne hårdt, fordi de får bevillinger efter, hvor mange elever, de har. Og udgifterne falder langt mindre.

Er der eksempelvis 15 elever i en klasse, hvor der normalt er 20, så man færre penge, men udgiften til undervisere, varme, el og bygninger vil ofte være den samme:

- I forvejen kan skolerne mærke, at energi- og materialepriserne er vokset markant, så det her er et hårdt slag mod budgettet mange steder. Vi har tidligere foreslået, at man fjerner SU'en på de lange uddannelser, tilbyder den som lån, og i stedet bruger pengene på at give erhvervsuddannelserne et økonomisk løft. Det forslag er endnu mere aktuelt nu, siger Kasper Munk Rasmussen.

3/11 2022