Cirkulær trappe i olympisk ring Alle illustrationer er leveret af 3XN: Rendering af trapperum

Cirkulær trappe i olympisk ring

3XN arkitekter har designet nyt hovedsæde for IOC, Den Internationale Olympiske Komité

Netop offentliggjorte renderinger og billeder viser bygningens cirkulære trappe, der symboliserer de velkendte olympiske ringe. Også bygningens bugtede facade rejser sig nu fra byggepladsen i Lausanne i Schweiz.

Olympic House
Bygningen er designet omkring tre centrale temaer, bevægelse, fleksibilitet og bæredygtighed. Bygningens indre er designet med så få strukturelle begrænsninger, at det er muligt at holde en otte meter lang zone fra facaden ind i bygningen fri for bærende konstruktioner.


Bygningens ydervægge består af en dobbelt glasfacade, der kendetegner bygningen. Hvor det indre glaslag er lodret, har det ydre lag en buet og facetteret dynamisk form, der genkalder en olympisk atlets bevægelser. Glasfacaden går fra gulv til loft for at optimere dagslyset i bygningen, der kommer til at strømme frit ind.

Bygningens indre glaslag har en integreret solbeskyttelse, der gør det muligt for det ydre lag at bevare sit polerede og gennemsigtige udseende. Den dobbelte glasfacade reducerer desuden støj fra en motorvej, der ligger tæt på bygningens nordside.

- Med sin dynamiske, bølgende facade vil bygningen se anderledes ud fra forskellige vinkler og symbolisere energien fra en atlet i bevægelse. Det indvendige, åbne og fleksible miljø er skabt til at kunne tilpasse sig skiftende arbejdsopgaver og indretning, nu og i fremtiden, siger Jan Ammundsen, seniorpartner i 3XN.


Bæredygtigt arbejdsmiljø

IOC's nye hovedkvarter bliver en af de mest energieffektive glasbygninger, der findes, med ambition om højeste certificering inden for bæredygtig udvikling. Solpaneler, ude af syne oppe på taget, producerer elektricitet nok svarende til 60 schweiziske husstandes forbrug, og gør bygningens varme-, ventilations-, køle- og varmtvandsanlæg selvforsynende.

Formålet med designet har været at minimere det miljømæssige fodaftryk uden at gå på kompromis med bygningens arbejdsmiljø. Med det grønne tag, terrasser og fitnesscenter er bygningen rig på naturlige miljøer, hvor medarbejderne har mulighed for at deltage i sports- og fritidsaktiviteter og få mere energi hele dagen. Bæredygtige funktioner som vandbesparende armaturer og toiletter samt regnvand, der samles til nytteanvendelse, reducerer bygningens vandforbrug væsentligt.

Genbrugsbeton
Eksisterende beton fra IOC's tidligere administrationsbygninger er genanvendt i det nye hovedsæde for at skabe et mere bæredygtigt byggeri. For at gøre dette så energieffektivt så muligt, besluttede IOC at genbruge materialerne på selve byggepladsen. De største fordele har været reduktion af udslip af CO2 fra transport, som kunne have generet især de nærmeste naboer, ressourcebesparelser og oplagsplads sparet på genbrugsstationerne.

En betonblander samt andre maskiner, der skulle sortere og knuse betonen, blev installeret på byggepladsen. En række tests blev udført af et speciallaboratorium for at finde den helt rigtige blanding til genbrugsbetonen, så den kunne leve op til ingeniørernes krav, og anvendes som en vandtæt mur i jorden rundt om bygningen.

Indflytning i 2019
Den Internationale Olympiske Komités nye hovedsæde vil samle 600 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder på forskellige kontorer fordelt over hele byen.
 
3XN
3XN vandt konkurrencen om design af IOC's nye hovedsæde, Olympic House i 2014. 3XN har mere end 100 ansatte på kontorer i København, Stockholm, Sydney og New York. Firmaet er en væsentlig spiller på den danske såvel som den internationale arkitekturscene. 3XN har designet en lang række højprofilerede og prisvindende bygninger. Royal Arena, Den Blå Planet, Bella Sky og senest det nye Sydney Fish Market.

I 2007 etablerede 3XN en intern innovations- og forskningsenhed, GXN, der er en førende aktør inden for udvikling og implementering af grønne og innovative løsninger inden for arkitektur og design.

- eca

4/10 2017