Copenhagen Metro Team får prestigefyldt arbejdsmiljøprisStolte byggearbejdere, da de fejrede to år uden ulykker med fravær på Cityringen Frederiksberg Allé i februar 2019 (foto:jhn)

Copenhagen Metro Team får prestigefyldt arbejdsmiljøpris

Copenhagen Metro Team som er hovedentreprenør på Cityringen - har fået en fornem guldpris for at have skabt et sikkert arbejdsmiljø for arbejderne på projektet

Arbejdsmiljø - samfund

Copenhagen Metro Team - et konsortium der er 99,9 procent ejet af italienske Salini Impregilo og som er hovedentreprenør på Cityringen - har fået en fornem anerkendelse for at have skabt et sikkert arbejdsmiljø for arbejderne på projektet.

RoSPA, en globalt anerkendt organisation, der bl.a. arbejder for at undgå ulykker på jobbet, har tildelt Copenhagen Metro Team en guldpris i kategorien ’Achievement Award.’

Det er den fornemste placering i den kategori for en virksomhed, der som Copenhagen Metro Team er nomineret for første gang. Den gyldne udmærkelse gives, fordi Copenhagen Metro Team ifølge RoSPA har opnået et meget højt niveau, når det gælder arbejdsmiljøledelse og arbejdsmiljøkultur, enestående risikostyring og meget lavt antal fejl, skader og fatale uheld.

- Fra et dårligt udgangspunkt med 338 arbejdsulykker fra 2011-2016 fik vi vendt udviklingen, så frekvensen af arbejdsulykker med fravær allerede fra 2015 til 2016 blev reduceret med 30 procent. Ved projektets afslutning i juli i år var ulykkesfrekvensen reduceret med mere end 80 procent og lå markant under landsgennemsnittet for branchen. Næsten 20 byggepladser havde ikke været ramt af en eneste ulykke med fravær i over et år, da vi afleverede de 17 nye stationer til bygherren i juli, fortæller Sigurd Nissen-Petersen, vicedirektør i Copenhagen Metro Team. Han fortsætter:

- I december 2018 passerede vi fem måneder og i alt en million arbejdstimer uden en eneste ulykke med fravær på Cityringen, og der har igennem de otte år, det har taget at anlægge Cityringen, ikke været en eneste ulykke med dødelig udgang. Det er både i dansk og international sammenhæng bemærkelsesværdigt for et projekt i Cityringens størrelsesorden, understreger Sigurd Nissen-Petersen.

Salini Impregilo / Copenhagen Metro Team får overrakt RoSPA guldprisen ved en officiel ceremoni i Glasgow den 12. september.

-jhn

Fakta:

RoSPA (The Royal Society for Prevention of Accidents) blev stiftet som en velgørenhedsorganisation under første verdenskrig. Siden har RoSPA udviklet sig til en globalt anerkendt organisation med det formål at nedbringe antallet af ulykker og dødsfald i samfundet, på vejene og ikke mindst på arbejdspladserne.

RoSPA uddeler hvert år priser til virksomheder og organisationer verden over, som er lykkes med at skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø. Og sikkerhed på arbejdspladsen er netop et område, der har fyldt meget på ledelsesgangen såvel som på de 22 byggepladser under konstruktionen af Cityringen.

Den britiske kongefamilie har i mere end 90 år været engagerede i RoSPA, der har Dronning Elizabeth II som protektor – et hverv hun overtog efter hendes far, Kong George VI, der var protektor for organisationen siden 1920.

26/8 2019
  • Klager over grusgravning er sjældent opsættende

    Klager over grusgravning er sjældent opsættende

    byggeri ›I perioden 2021 til og med 31. juli 2026 har der været 172 klagesager om råstofindvinding. Kun 59 af sagerne har klagen haft opsættende virkning
  • Kommuner snyder elever for juniormesterlære

    Kommuner snyder elever for juniormesterlære

    byggeri ›En ny analyse fra SMVdanmark viser tydelige forskelle på, hvor meget kommunerne bruger juniormesterlære. Kommuner med mange elever, der ikke består dansk og matematik, har meget få elever i juniormesterlære
  • Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    byggeri ›Slottet får et nyt underjordisk skatkammer, moderne publikumsfaciliteter og en delvis genskabelse af den historiske voldgrav. Nu har et bedømmelsesudvalg udpeget Aart som vinder af arkitektkonkurrencen om Rigets nye skatkammer
  • LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lov, der gør det lettere at bygge almene boliger i de store byer - trods høje grund- og byggeomkostninger
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”
  • Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    byggeri ›I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole skal findes med budget 2027
  • En tur igennem byggelovens historie

    En tur igennem byggelovens historie

    byggeri ›Et stort bogværk samler hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger