Danbuy opløser sig selvDanbuy brød ud af indkøbsforeningen Ditas i november 2000. Ved årsskiftet 2014/2015 er Danbuy historie.

Danbuy opløser sig selv

De fem trælast- og byggemarkedskæder i Danbuy har valgt at lukke den fælles indkøbsforening fra årsskiftet

Af Louise Skjellum Strøbech

Indkøbsforeningen, der består af Ringkøbing Tømmerhandel, Johannes Fog, Roslev Trælasthandel, Knud Larsen Byggecenter og Vejen Trælasthandel med hhv. 18, 11, 4, 2 og 1 forretninger, har på en ekstraordinær generalforsamling fredag d. 27. juni 2014 truffet beslutning om at lukke indkøbssamarbejdet i Danbuy.

- Flertallet vurderede, at det ville være bedre at gøre tingene på en anden måde – at Danbuy har overlevet sig selv, og at alternativet er bedre. Hvad alternativet så er for de andre, ved jeg ikke, fortæller formand i Danbuys forretningsudvalg, Jens L. Kjeldsen fra Ringkøbing Tømmerhandel A/S.

For Ringkøbing Tømmerhandels vedkommende ser man lige tingene an, før man træffer beslutning om, hvordan indkøbene skal foretages, når kalenderen siger 1. januar 2015.

Individuelle hensyn
Danbuy har eksisteret siden november 2000, hvor ti medlemmer af indkøbsforeningen Ditas trak sig ud og etablerede Danbuy. Men medlemmerne er enten blevet solgt, er lukket eller har stille og roligt trukket sig fra indkøbssamarbejdet. Senest har byggevarekæden Jens Schultz A/S meldt sine fire byggemarkeder ud og fået XL-Byg som fornavn og dermed indkøb via Ditas. Jens Schultz A/S skiftede navn og indkøbsforening pr. 1. januar 2014.

Tidligere havde medlemmerne i Danbuy også fælles markedsføring i form af tilbudsavisen Skurvognen. En fælles beslutning i bestyrelsen betød dog, at Skurvognen udkom for sidste gang d. 26. november 2013.

- Det var efterhånden svært at finde en fælles formel for markedsføringen. Nogle ville have gulve og fliser med, andre forbrugsvarer eller lokale tilbud. Der var mange individuelle hensyn at tage, fortalte den ansvarlige for byggemarkedsdelen i Danbuy, Jørn Christensen fra 10-4 i Ringkøbing, til fagbladet Puff i januar.

Løsere tilknytning
I dag, hvor Danbuys leverandører har fået information om at samarbejdet med Danbuy ophører pr. 31/12 2014, vurderer Jens L. Kjeldsen, at lukningen af Skurvognen kan have været det første skridt mod en endelig lukning af Danbuy.

- Når man ikke har fælles markedsføring, bliver man automatisk lidt løsere knyttet sammen, da man via markedsføringen slutter op om de samme leverandører. Jeg selv havde gerne set Danbuy bestå, men sådan er det, når verden bliver voldsom, så ser man ikke altid ens på tingene, slutter han.

louise@odsgard.dk

30/6 2014