Danmarks Smukkeste Bondegård

Danmarks Smukkeste Bondegård

Med 21 % af stemmerne er slægtsgården Klægager i Ballum i Tønder Kommune valgt som Danmarks Smukkeste Bondegård af danskerne

Slægtsgården Klægager i Ballum i Tønder Kommune valgt som Danmarks Smukkeste Bondegård. Gården vinder blandt 15 kandidater over hele landet - foran Bent Madsen Gård på Fyn (2. pladsen) og Rødegård på det nordvestlige Sjælland (3. pladsen). Det er Bygningskultur Danmark, der har gennemført konkurrencen for at sætte fokus på de stråtækte gårdes unikke bevaringsværdier samt det forhold, at der er tale om truede bygninger, der er ved at forsvinde fra Danmarkskortet.

Klægager blev bygget i 1857. I dag bor Christian og Ruth Lorenzen på gården, hvor grise og andre dyr er skiftet ud med gæster, idet parret driver en velbesøgt Bed & Breakfast. Christian Lorenzen er sjette generation, der bor på slægtsgården - hans forfædre var marskbønder og byggede gården i vestslesvigsk byggestil i 1857, dvs. med mursten, fire længer og stråtag. Gården har i 2005 gennemgået en meget omfattende og imponerende restaurering og bl.a. fået sit stråtag tilbage. Den har en fin og rytmisk stuehusfacade med en række af stynede lindetræer foran. Gårdanlægget er synligt på lang afstand. Gården er ikke fredet, men har høj bevaringsværdi. Ud over Bed & Breakfast er der på gården en masse aktiviteter med udgangspunkt i lokal historie og natur.

- I vores øjne er alle 15 kandidater vindere, fordi de alle på hver deres unikke måde er repræsentanter for historisk bygningskultur - og med ejere, der har lagt oceaner af kræfter og penge i at bevare dem. Men danskerne har stemt, og Klægager er afgjort en værdig vinder af konkurrencen og en fantastisk repræsentant for Sønderjylland og for den vestslesvigske murede byggeskik, Birthe Iuel, formand for Bygningskultur Danmark.

Hun fortsætter:

- At der samtidig er tale om en gård, der ikke er fredet, viser hvor mange bygninger, vi skal passe på og også, at kommunerne har et stort ansvar for at holde øje med bygningskulturen rundt omkring i landet. Og så er gården et meget fint eksempel på grundmuret arkitektur og på, hvor smukt man kan gennemføre en restaurering, og den kæmpe forskel det gør at genetablere det oprindelige smukke stråtag.

Stor anerkendelse
Bygningskultur Danmark afholdt konkurrencen for at sætte fokus på den klassiske stråtækte bondegård, som i disse år er stærkt truet. Som bygningstype er f.eks. den firelængede stråtækte gård arketypisk dansk og findes bortset fra nogle få i Sydsverige, Nordtyskland og Holland næsten kun her i landet. Bygningerne er det helt afgørende vidnesbyrd om vores fortid som landbrugsnation og har dannet rammen for mange af vores bedsteforældres barndom.

På Klægager er Ruth og Christian Lorenzen glade for, at deres livsværk nu også har fået den fornemme titel som Danmarks Smukkeste Bondegård:

- Vi var oppe imod gode konkurrenter, og vi har stor respekt for alle de nominerede i konkurrencen. Vi ved af personlig erfaring, at det er et stort arbejde at vedligeholde en gammel bondegård. Det er ikke noget, man kommer sovende til, og vi har også investeret både penge og knofedt i gården. Det var en stor anerkendelse at blive nomineret i konkurrencen, og det er en endnu større ære at løbe med titlen Danmarks Smukkeste Bondegård. Vi skylder en stor tak til hele lokalsamfundet og vores kunder og netværk, som har bakket os op og stemt på os, siger Ruth Lorenzen.

Alle danskere har kunnet stemme online på deres favorit på, og det har omkring 4500 gjort. For at undgå snyd har man kun kunnet afgive én stemme pr. IP-adresse (husstand, firma eller lign.).

Som præmie får Klægager et træ som skal plantes i haven ved en senere højtidelighed, hvor der også sættes en plakette op.

De 15 nominerede gårde i konkurrencen:
Bent Madsens Gård, Dreslettevej 5, 5683 Haarby
Kongshøjgård, Strærupvej 3, 5683 Haarby
Viby Bygade 12,Viby Bygade 12, 5370 Mesinge
Villumgård, Voldtoftevej 40, 5620 Glamsbjerg
Grønne Mølle, Grønne Møllevejen 2, 5450 Ullerslev
Vesemosegaard, Vesemosegyden 5, 5620 Glamsbjerg
 
Kærgårdshof, Ved Åen 13, 6270 Tønder
Klægager, Østerende 13, 6261 Bredebro
Mette Banks gård, Husby Klitvej 33, 6990 Ulfborg
Hjerritsdal Møllegård (LB), Hjerritsdalvej 3, 9500 Hobro
Fjordgården, Husby Klitvej 23, 6990 Husby
 
Bukkehøjgård, Østermarken 4, 4000 Roskilde
Skovlygård, Kragevigvej 17, 4720 Præstø
Rødegård, Kolåsvej 10 A, 4534 Hørve
Bregnebjerggård, Snekkerupvej 83, 4140 Borup

-kj

22/5 2017