Dansk Byggeri: Behov for investeringer i fremtiden

Selvom der lægges op til en svag nedbremsning i BNP, vurderer Dansk Byggeri, at den danske økonomi er i god gænge

Med udgangspunkt i en vækst på 2 % i 2017 lægges der op til en svag nedbremsning i BNP, men bagtæppet er generelt meget positivt. Flere af dansk økonomis vækstmotorer er i omdrejninger, arbejdsstyrken og beskæftigelse stiger i takt, og de offentlige finanser er sunde. Alt i alt et godt udgangspunkt for de kommende år.
 
- Med et lille minus på 0,8 mia. kr. skønnes udviklingen i den faktiske offentlige saldo for 2017 at være næsten 30 mia. kr. bedre, end hvad Økonomi- og Indenrigsministeriet skønnede i august. Dermed er det ikke de offentlige finanser, der sætter grænsen for den økonomiske politik i en dansk økonomi i fremgang, siger Jacob Hangaard, der er økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, og tilføjer:
 
- Derimod er det vigtigt for den fremtidige vækst at løfte investeringerne og produktiviteten. Selvom det efterhånden er blevet slået fast, at Danmark ikke har et særskilt produktivitetsproblem. Her er den faldende profil i de offentlige investeringer i bygninger og anlæg dog en dårlig nyhed, da der er tale om investeringer til gavn for et mere sammenhængende og produktivt Danmark i fremtiden.
 
Flere i beskæftigelse - også i byggeriet
Ift. arbejdsmarkedet må man hæfte sig ved det positive. Der er nemlig udsigt til en pæn stigning i både arbejdsstyrken og beskæftigelsen i den kommende periode:
 
- Arbejdsmarkedet strammer til også i bygge- og anlægsbranchen.  Men vi er ikke i en situation, som den man så frem mod krisen. Desuden er det positivt, at flere grupper har fået en fod inden for arbejdsmarkedet ikke mindst i byggeriet. Som man kan læse sig til i Økonomisk Redegørelse, har en relativt stor del af de flygtninge og familiesammenførte fundet job i byggeriet. En analyse fra Kraka har også tidligere vist, at bygge- og anlægsbranchen har været god til at åbne døren til arbejdsmarkedet for personer på offentlig forsørgelse med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Jacob Hangaard.
 
Stadig svært at måle produktiviteten
I den mere tekniske ende beklager Dansk Byggeri, at Økonomi- og Indenrigsministeriet fortsat opgør produktiviteten i bygge- og anlægsbranchen over en længere årrække:
 
- Efter et årelangt arbejde i regi af Danmarks Statistik er det nu med visse forbehold muligt at anvende overordnede produktivitetstal for byggeriet i 2015 og 2016. Men produktivitetstallene for byggeriet til og med 2014 er fortsat ikke brugbare.

-kj

19/12 2017