Dansk Byggeri: Flytning af vismænd kan få alvorlige konsekvenser
For byggesektoren kan en flytning af vismandsinstitutionen til Horsens risikere at føre til en svækkelse af den økonomiske politik
Af Dan Bjerring
Christiansborg
En række organisationer herunder Dansk Byggeri advarer mod at flytte Det Økonomiske Råd til Horsens i forbindelse med regeringens ambitioner om at fordele statslige styrelser rundt om i landet.
Blandt kritikerne er administrerende direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri, der siger til BygTek, at der grundlæggende er opbakning til regeringens målsætning om at skabe vækst i hele landet, og at det er regeringens ret at indrette den offentlige sektor:
- Men med hensyn til vismandsinstitutionen er det dog vigtigt for den politisk-økonomiske debat med en stærk og uafhængig stemme, der via analyser og anbefalinger kan se regeringen i kortene på alle tidspunkter, siger Dansk Byggeris administrerende direktør.
Rekruttering af medarbejdere
Han mener specielt, at det ’ikke er hensigtsmæssigt’ at flytte de 33 arbejdspladser i Det Økonomiske Råd – vismandsinstitutionen – uden for København:
- Meget af debatten og interessenterne omkring Det Økonomiske Råds arbejde ligger stort set alle sammen i København. Det gælder eksempelvis Finansministeriet, Nationalbanken og Danmarks Statistik, som vismændene arbejder tæt sammen med. Derfor bør regeringen netop på det område revurdere sin beslutning. Det betyder ikke mindst meget for at kunne rekruttere de rigtige medarbejdere, der ofte kommer fra nogle af de nævnte institutioner. Der er behov for nærhed, når næsten alle interessenter sidder indenfor nogle få kvadratkilometer. Så er det uhensigtsmæssigt at sige til dem, at de skal et par hundrede kilometer vestover, fortsætter Lars Storr-Hansen.
Mindre bidsk vagthund
Han mener, at selv om man kan mange ting via eksempelvis Skype, ’er der ingen grund til at gøre tingene unødvendigt svært på et område, hvor det er åbenlyst hensigtsmæssigt at de forskellige institutioner er samlet samme sted:
- For byggeriet betyder en svækkelse af vismandsinstitutionen, at vi risikerer at få en økonomisk vagthund, der er lidt mindre ’bidsk’ og dermed i tilstrækkelig grad prøver regeringen eller dens ministerier af på deres økonomiske politik. Det kan i sidste ende føre til dårlige økonomiske beslutninger og dermed ramme hele samfundsøkonomien. Derved også byggeriet, der er det mest konjunkturafhængige erhverv i Danmark. Derfor kan regeringens beslutning om at flytte vismændene i sidste ende være med til at mindske væksten og dermed velstanden i samfundet, fordi man ikke får gennemført de rette reformer. Så bliver vi alle fattigere. Det er en lidt voldsom konsekvens af at flytte 33 arbejdspladser i stedet for at lade dem ligge der, hvor det er mest hensigtsmæssigt, slutter Dansk Byggeris administrerende direktør.