Dansk Landskabspris 2017Dansk Landskabspris 2017, Forpladsen ved Nordvest Bibliotek og Kulturhus. Foto: Jens Lindhe

Dansk Landskabspris 2017

Hæder til Schønherr, Cobe og Transform for byrum i København NV

Kulturminister Mette Bock (LA) overrakte Landskabsprisen ved et arrangement på Nationalmuseet. Vinderprojektet er en offentlig plads indrettet ved Nordvest Bibliotek og Kulturhus af Schønherr, Cobe og Transform.

Juryens motivation for at vælge Forpladsen ved Nordvest Bibliotek og Kulturhus som vinder, uddybes af Bo Holm-Nielsen, partner i ZoffmannHolm Landskabsarkitekter.

- Forpladsen ved Nordvest Bibliotek og Kulturhus åbner sig inkluderende mod omgivelserne uden en afgrænsning, som man ellers kunne risikere med en plads i et så trafikeret kryds.

- Det succesfulde resultat ses i den flittige brug af både kulturhus og forplads, der altid er befolket. Forpladsen er et multifunktionelt byrum, der opfylder kravet om tilgængelighed med mulighed for både ophold og aktivitet. Beplantningen fremstår med en stor frodighed, der skaber rum og nicher til trygt ophold.

- Forpladsens terrasser og bede er tænkt sammen med et LAR-anlæg, der sikrer nedsivning og forsinkelse af regnvand. Forpladsen er et moderne anlæg med klassiske dyder. Projektet er gennemført med en vigtig og grundig proces med inddragelse af borgere, der tjener til inspiration for hele branchen, siger Bo Holm-Nielsen.

Københavns Kommune er bygherre for det urbane byrum på 2000 m2.

Byliv og klimatilpasning
Dansk Landskabspris på 70.000 kroner uddeles i et samarbejde mellem Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter.

I år er det 8. gang, at prisen uddeles og Bo Holm-Nielsen ser den voksende interesse for prisen som udtryk for, at landskabsarkitekturen anerkendes som en værdiskabende del af byggebranchen.

To øvrige nominerede landskabsprojekter fik hædrende omtale, Vestre Fjordpark i Aalborg, udformet af GBH Landskabsarkitekter og Lindevangsparken på Frederiksberg, udformet af Marianne Levinsen Landskab.

- eca

26/10 2017