Dansk tegnestue byder ind på museum og park i L.A.
Dorte Mandrup er med i opløbet om at designe transformationen af La Brea Tar Pits. Projektet skal formidle og skabe interesse for den fortid, der dagligt dukker op af de sorte, tjærehuller midt i Los Angeles
Arkitektur
Dorte Mandrup er blandt de tre finalister, der skal gentænke Hancock Park, Page Museet og La Brea Tar Pits i Los Angeles.
La Brea Tar Pits er det eneste sted i verden, hvor der er et aktivt palæontologisk forskningscenter midt i et stort byområde. Det betyder, at parken og museet både er et populært besøgsmål og et værdifuldt kulturelt aktiv for Los Angeles. Museet har en af verdens mest omfattende og værdifulde samlinger af natur- og kulturhistorie med mere end 35 mio. forhistoriske objekter som f.eks. sabelkatte, såkaldte 'dire wolfs' og elefanter fra istiden.
Netop denne enorme samling danner grundlaget for Dorte Mandrup forslag til et fremtidigt museum:
- Vores forslag til det fremtidige La Brea Tar Pits inviterer bogstavelig talt de besøgende ind i videnskabens verden. De nye udstillingsrum skal centreres om en forskningskerne - et halvtransparent indre tårn - der gør det muligt for de besøgende at følge med, mens forskere undersøger de mange fund fra de omkringliggende tjæresøer.
Overdækket p-plads og offentlig taghave
Dorte Mandrups forslag fokuserer på at skabe en øget bevidsthed om det kredsløb, vi indgår i, ved at skabe en mere meningsfyldt og sanselig oplevelse med udgangspunkt i naturhistorien. Fra det øjeblik, man træder ind i parken, skal man være indhyllet i historien, som er gemt i tjærehullerne og derved få en større forståelse for vores planet. Fossilerne fra søerne vidner om forhistoriske klimaforandringer og livets skrøbelighed, mens mikrofossiler som planterester giver et indblik floraen i den pleistocæne epoke. For flere tusinde år siden var det f.eks. ikke palmetræer, der prægede gadebilledet i Los Angeles, og derfor ønsker Dorte Mandrup, at beplantningen i den nye park kommer til at tage udgangspunkt i floraen fra pleistocæne epoke.
Et af de helt centrale omdrejningspunkter i forslaget er ligeledes spørgsmålet om, hvordan man udvider udstillingspladsen og samtidig skaber rum for et større grønt område - noget der er meget efterspurgt hos lokalbefolkningen i Los Angeles. Det har teamet løst ved at udvide museet vertikalt i stedet for horisontalt ved at overdække parkeringspladsen med en grøn plads samt udnytte bygningens eksisterende footprint og placere en offentlig taghave oven på museet.
Dorte Mandrups team i konkurrencen består af landskabsarkitekt Martha Schwartz Partners (New York), arkitektfirmaet Gruen Associates (Los Angeles) ingeniørvirksomheden Arup (Los Angeles) og danske Kontrapunkt (København).
Dorte Mandrup er endnu en gang oppe imod den anerkendte tegnestue Diller Scofidio + Renfro fra New York samt Weiss/Manfredi, som også har hjemme i New York. Vinderen forventes offenliggjort i slutningen af året.
-kj