Danske Byggecentre: Byggeriet er for fraværende
Hos Danske Byggecentre er der tilfredshed med flere tiltag i regeringsgrundlaget, men ærgrelse over at byggeriet fylder for lidt
Danske Byggecentre er glade for, at regeringen i sit regeringsgrundlag lægger fokus på erhvervsuddannelser, arbejdsreformer, energieffektiviseringer og råstofplan. Man savner dog, at byggeriet spiller en større rolle i regeringsgrundlaget.
- Det er stærkt nødvendigt for dansk økonomi, at vi kan skaffe den fornødne arbejdskraft. Her er særligt faglært arbejdskraft efterspurgt, hvorfor vi er meget tilfredse med regeringens ønske om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne – med flere ansøgere, siger adm. direktør Palle Thomsen.
På det grønne område er Danske Byggecentre glade for regeringens store fokus på energieffektivisering af både private hjem, virksomheder og offentlige bygninger. Det er nødvendigt mht. CO2-reduktioner, men også for at mindske afhængigheden af russisk gas, vurderer Palle Thomsen. Han havde dog håbet, at regeringen havde præsenteret et bindende mål for årlige energieffektiviseringer.
Med hensyn til råstofplanen for genanvendelse af byggematerialer kvitterer Palle Thomsen for, at det er vigtigt at tage ansvar og planlægge en bæredygtig udvinding.
- Genanvendelse af byggematerialer vil givetvis være en del af vejen hertil. Det vil dog kræve en kæmpe indsats i byggelovgivningen, EU's byggevaredirektiv, dokumentation samt muligheden for at skalerer løsninger. Vi savner dog, at byggeriet spiller en større rolle i regeringsgrundlaget. Branchen udgør en stor del af dansk økonomi og er afgørende for den grønne omstilling.
- Derfor havde vi håbet, at regeringen fra start havde meldt klart ud om byggeriet. Vi havde gerne set, at regeringen påtog sig førertrøjen i den grønne omstilling og i højere grad forpligtede sig til, at bygge mere bæredygtigt og til, at styrke boligministeriet og relevante styrelser. Så man fremover havde de nødvendige ressourcer til, at sikre hurtigt behandlingstid og bedre kan hjælpe branchen med den grønne omstilling, siger han.
-dc