Danskere i samarbejde om tre norske skolerFagerli Skole. Foto: Kontraframe.

Danskere i samarbejde om tre norske skoler

Det seneste år har AART architects og Nordic Office of Architecture færdiggjort tre folkeskoler i Norge

På blot ét år har den dansk-norske arkitektduo, AART architects og Nordic Office of Architecture, færdiggjort tre skoler med et samlet areal på over 30.000 m2. Det seneste i rækken er færdiggørelsen af den 12.500 m2 store Fagerli Skole i Larvik.
 
- God arkitektur bygger på et godt samarbejde. Hos AART og Nordic har vi vist netop dette. Vi har vist, hvordan man ved at komplementere hinandens faglige styrker og lokale kendskab sammen kan stå endnu stærkere i forhold til at skabe muligheder ud over det forventede - for både bygherrer og brugere, fortæller Thomas Pedersen, associeret partner og leder af AART architects' afdeling i Oslo.
 
Ud over Fagerli Skole har AART architects og Nordic Office of Architecture i løbet af året også færdiggjort de to norske skoler, Voss Videregående Skole i Voss og Vestmyra Skole i Fauske.

En skole uden grænser
Med Fagerli Skole har den danske-norske arkitektduo skabt en skole, hvor læring udfordrer traditionelle skel og flyder på tværs af klassetrin og fællesområder. Som Hallgrímur Þór Sigurðsson, partner i Nordic Office of Architecture, fortæller:
 
- Med Fagerli Skole har vi skabt et levende og dynamisk læringsmiljø med en tæt kontakt til de naturskønne omgivelser. Alt sammen med fokus på at åbne for nye perspektiver på at aktivere børnene og stimulere deres lyst til at lære.
 
Skolen fordeler sig i en komposition af kvadratiske bygninger, som fra et indre fællestorv strækker sig ud mod et udendørs aktivitetslandskab. Ud over klassetrinnene og det indre fællestorv, hvor trappeforløb tilbyder en rigdom af nicher og plateauer, indeholder skolen en børnehave, et familiecenter og en multihal. De forskellige funktioner er tæt forbundne, så de til sammen skaber en social og funktionel helhed. Som man barn vil man således opleve en glidende bevægelse fra børnehave til skole og videre op gennem skolen - fra indskolingen i stueetagen til udskolingen på de øvre etager.

Om Fagerli Skole
Beliggenhed: Larvik, Norge
Størrelse: 12.500 m2
Bygherre: Larvik Kommune
Entreprenør: Hent
Arkitekter: AART architects og Nordic Office of Architecture
Landskabsarkitekt: Bjørbekk & Lindheim

-kj

7/6 2017