Davidsens Tømmerhandel fejrer 75 år i fin form
Fødselsdagen fejres med nationalt indtog i forbindelse med opkøbet af Optimera. Købet forventes godkendt af konkurrencemyndighederne i oktober
Tirsdag den 1. oktober er det 75 år siden den familieejede trælastvirksomhed, Davidsens Tømmerhandel, for første gang slog dørene op for håndværkere og entreprenører. Her åbnede grundlægger Christian Davidsen den første tømmerhandel i Sommersted i Sønderjylland.
Så det er en moden og stærk 75-årig virksomhed, der, med opkøbet af Optimera-kæden tidligere på året, snart rykker ud til professionelle og private kunder i hele landet, fortæller adm. direktør Henrik Clausen.
- Davidsen er over årene vokset gennem sund fornuft, købmandskab og fokus på kundernes behov. Nu tager vi med Optimera et vigtigt skridt frem på det danske marked for byggevarer og åbner Davidsen afdelinger i nye dele af landet. Dermed får professionelle kunder i bl.a. København og Aalborg nu også adgang til den service, faglige rådgivning og kvalitet, som har gjort os til en betroet partner for byggeriet i hele det sydlige Danmark, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
Adm. direktør Henrik Clausen står i spidsen for den nu 75-årige trælastvirksomhed. Povl Davidsen er stadig indehaver og bestyrelsesformand.
700 ansatte i 13 afdelinger
Hvad der startede som en lokal tømmerhandel i Sommersted i 1944, er i dag en virksomhed med 700 ansatte, 13 afdelinger i Syddanmark, Fyn, Midtjylland og på Sjælland, en stor webshop og en årlig omsætning på godt to mia. kr.
Davidsens Tømmerhandel er over årene vokset gennem strategiske opkøb af trælasthandler i Syddanmark. De senere år suppleret med etablering af store professionelle erhvervsafdelinger i Odense, Kolding og Aarhus.
Købet af Optimera-kæden forventes godkendt af konkurrencemyndighederne i løbet af oktober. Herefter begynder arbejdet med at rulle Davidsens koncept ud til de nye placeringer rundt om i Danmark.
I dag er Davidsen fortsat i familiens eje med 2. generation Povl Davidsen som indehaver og bestyrelsesformand.
Kæden markerer sit 75-års jubilæum i alle afdelinger, både byggemarkeder, webshoppen og i de professionelle erhvervsafdelinger sammen med kunder og samarbejdspartnere.
-los