Der er brug for flere grønne kompetencer i installationsbranchen- Hos Solar ser vi uddannelse som forudsætningen for at kunne booste energirenoveringen i samfundet, siger Carsten Antonisen, adm. direktør, Solar Danmark.

Der er brug for flere grønne kompetencer i installationsbranchen

Tirsdag den 18. april starter en ny energiteknologuddannelse i rådgivning om bæredygtige energiløsninger hos sourcing- og servicevirksomheden Solar i Vejen

Den grønne omstilling kræver, at der flyttes energiforbruget fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder. Elektrificeringen af Danmark kræver nye kompetencer for at kunne følge udviklingen. Som et skridt på vejen udbyder Solar nu i samarbejde med IBA Erhvervsakademi Kolding en ny akademiuddannelse som energiteknolog.

Uddannelsen har speciale i bæredygtige energiløsninger og rådgivning om energirenovering af bygninger og de nye krav og regler. Den er rettet mod installationsbranchen og er tilrettelagt, så det er muligt at arbejde, mens man videreuddanner sig.

- Energieffektivisering er en vigtig faktor i den grønne omstilling. De øgede krav til bæredygtighed - både lovgivningsmæssigt og fra kunder - kræver, at man har omfattende viden på området. Hos Solar ser vi uddannelse som forudsætningen for at kunne booste energirenoveringen i samfundet og finde måder til at reducere CO2-udledningen, siger Carsten Antonisen, adm. direktør, Solar Danmark.

2300 kursusdeltagere i vedvarende energi
- Vi har allerede haft over 2300 deltagere igennem kurser i vedvarende energi, og vi ønsker at bidrage yderligere til at løfte kompetenceniveauet, siger Danni Baltzer Vinding, uddannelseschef hos Solar og fortsætter:

- Der kan være meget at spare såvel miljømæssigt som økonomisk for mange virksomheder ved at kigge helhedsorienteret på energiforbruget, men det kan samtidig være en kompleks opgave, og der mangler generelt viden, som kan skabe det fulde overblik over muligheder for energioptimering.

På uddannelsen lærer man at analysere energiforbruget i bygninger såvel som i industrielle processer, landbrug og transport samt at udføre entrepriseledelse. Man får kompetencer til at energieffektivisere bygningers klimaskærme (dvs. tag, ydervægge, døre og vinduer), el- og vvs-installationer samt ventilations- og centralvarmeanlæg og omlægge energiforsyningen til mere bæredygtige energikilder.

- Flere skal uddannes, så vi kan bidrage til den grønne omstilling og udnytte det store potentiale for energioptimering, som findes i mange bygninger. Vores uddannelse som energiteknolog er et godt skridt på vejen til at løfte og fremtidssikre branchens kompetencer, siger Danni Baltzer Vinding.

Energiteknolog-uddannelsen

Akademiuddannelse i Energiteknologi
Udbydes i samarbejde med IBA Erhvervsakademi Kolding
Uddannelsen starter 18.-4. hos Solar i Vejen
Klassebaseret undervisning
Deltidsuddannelse – muliggør uddannelse samtidigt med job
Optagelseskrav: Erhvervsuddannelse, grunduddannelse for voksne, gymnasial uddannelse eller relevant uddannelse på samme niveau samt minimum 2 års relevant erhvervserfaring

Fag:
Energiformer
Bygningskonstruktioner og energianlæg
Energiforbrug og indeklima i komplekse bygninger
Energirigtig projektering med fokus på miljø og økonomi
Varmepumper (VE-godkendt installatør)
Solceller (VE-godkendt installatør)
Afgangsprojekt
Uddannelsen svarer til 60 ECTS point

-dc

17/4 2023