Rasmus arbejder med konceptuelt møbeldesign som ligger i grænselandet mellem kunst og design og har tidligere eksperimenteret med nye drejninger til udviklingen af et møbeldesign, der indgik i Snedkernes Efterårsudstilling 2018.
Designer og museum på fælles mission
Designeren Rasmus Bækkel Fex og museet Trapholt inviterer alle landets trædrejere til at deltage i værket Tingsted. Missionen er at bringe drejede elementer tilbage i dansk møbeldesign
Af Michael Odsgard
Kultur
Ideen med Tingsted er, at flere hundrede trædrejere bidrager med hver deres unikke drejede del og dermed bliver en del af en stor fortælling i et samlet værk samlet af designeren Rasmus Bækkel i løbet af efteråret. Tingsted udstilles på Trapholt i januar 2020
Missionen er at få de drejede elementer tilbage i dansk møbeldesign på en tidssvarende og moderne måde, så trædrejningen bliver aktuel med et nyt udtryk, der passer til tiden. Værket skal gøre opmærksom på trædrejning som en del af vores kulturarv og være med til at skabe fornyet interesse for håndværket og dets kvaliteter.
Alle kan deltage ved at dreje en pind eller et stolben med dimensionerne 4x4x50 cm. Ud over nogle meget enkle regler er der frit spil for det individuelle udtryk i drejningen af det enkelte stykke træ. Træ til ben kan afhentes på Trapholt (så længe lager haves). Det er også muligt at bruge eget træ. Blot reglerne for dimensioner overholdes og træet ikke behandles.
Trapholt har lavet indsamlingssteder på flere adresser rundt om i landet, hvor bidragene kan indleveres.
Du har frem til den 27. september, hvis du vil deltage. Læs mere her
Om Rasmus Bækkel Fex
Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) 2012.