Det går den rigtige vej med energiforbruget

Det går den rigtige vej med energiforbruget

Energiproducenttællingen for 2022 viser et fald i forbrug af brændsler til el og fjernvarme. Det er først og fremmest forbruget af træ og ledningsgas, der er faldet

Af Dan Bjerring

Brændselsforbruget til el- og fjernvarmeproduktion er faldet med 10 procent sammenlignet med forbruget i 2021. Det er især forbruget af træ og ledningsgas, der er faldet. Det viser resultatet af Energiproducenttællingen for 2022.

Energiproducenttællingen består af en indsamling af data fra alle værker, som leverer el og/eller varme til offentlige net med undtagelse af elproducerende solcelleanlæg og vindkraftanlæg. De indsamlede data omfatter oplysninger om de tekniske anlæg, brændselsforbrug samt varme- og elproduktion for hvert anlæg.

Lavere fjernvarmeproduktion
El- og fjernvarmeproduktionen fra de anlæg, der indgår i Energiproducenttællingen, er også faldet. Elproduktionen er faldet med cirka 11 procent, mens fjernvarmeproduktionen er faldet med cirka ni procent. Faldet i fjernvarmeproduktion skyldes, at det var varmere i 2022 end 2021 og også, at danskerne har sparet på varmen.

Selvom antallet af varmepumper til fjernvarmeproduktion er steget med cirka 20 procent, og den samlede varmekapacitet af de store varmepumper er steget med cirka 10 procent, faldt varmeproduktionen fra varmepumper til fjernvarme i 2022 med godt tre procent sammenlignet med 2021.

Det står i kontrast til årene 2019-2021, hvor produktionen fordobledes hvert år. Faldet skal blandt andet ses på baggrund af den lavere samlede fjernvarmeproduktion sidste år.

30/8 2023