Det koster 160 millioner kroner at indføre ID-kort på byggepladser
Regeringen afviser at indføre obligatorisk id-kort på landets byggepladser.

Det koster 160 millioner kroner at indføre ID-kort på byggepladser

Og de årlige driftsomkostninger vil være cirka 60 million er kroner. Indtil videre har regeringen derfor modsat sig krav om id-kort

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Folketingets Beskæftigelsesudvalg har nu bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen oversende de bagvedliggende beregninger for det omkostningsskøn for indførelsen af et id-kort i byggebranchen, som ministeren præsenterede i forbindelse med beslutningsforslaget, der er fremsat af Enhedslisten.

Ministeren forklarede ved 1. behandlingen af forslaget, at beregninger fra 2014 viste, at de samlede omkostninger i forbindelse med etableringen af netop den model, som Enhedslisten foreslår, ville være omkring 134 millioner kroner samt omkring 50 millioner kroner i årlige driftsomkostninger:

- Skønnet i dag ville være højere end i 2014, da beskæftigelsen også aktuelt er højere i byggebranchen, sagde ministren.

Nu 160 millioner kroner at indføre
Ministeren oplyser i svaret til udvalget, at de økonomiske beregninger, han henviste til i Folketingssalen baserer sig på en rapport fra Arbejdstilsynet i 2009 om indførelse af id-kort i byggebranchen.

- Beskæftigelsesministeriet har desuden foretaget et skøn over, hvilke økonomiske konsekvenser, som indførelse af id-kort ville have i dag. Skønnet er foretaget med afsæt i de tidligere beregninger, og er i dag estimeret til at være på cirka 160 millioner kroner i etableringsomkostninger og en årlig driftsomkostning på 60 millioner kroner, oplyser Troels Lund Poulsen.

Ikke plads til at være naiv efter østudvidelsen
Mattias Tesfaye (S) sagde under 1. behandlingen blandt andet, at et kort for alle i bygge- og anlægsbranchen, der skal kunne fremvises til myndighederne, vil gøre det lettere for både udlændingemyndighederne, Arbejdstilsynet, skattemyndighederne og politiet at håndhæve lovgivningen:

- For 20 år siden ville vi nok ikke have støttet sådan et id-kort, simpelt hen fordi det selvfølgelig vil koste lidt penge at indføre det og også betyde lidt mere bureaukrati, og fordi det ikke ville stå mål med gevinsten. Men efter østudvidelsen i 2004 må vi nok se i øjnene, at arbejdsmarkedet har ændret sig. Der er ikke plads til at være naiv, for der er folk, der bevidst overtræder lovgivningen og forhindrer myndighedernes arbejde, og det er desværre bagsiden af medaljen, når vi taler arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Her er der brug for at skærpe kontrollen, sagde Mattias Tesfaye, som ønsker, at der indhentes erfaringer fra andre EU-lande, der allerede har indført id-kortet, så vi undgår at begå samme fejl som andre.

FAKTA:
Ifølge beslutningsforslaget skal regeringen fremsætte lovforslag, der med virkning fra den 1. september 2019 indfører et obligatorisk id-kort med sikkerhedsuddannelse og andre oplysninger gældende for ansatte i virksomheder i byggebranchen, herunder indehavere af enkeltmandsfirmaer.

Id-kortet skal indeholde følgende oplysninger:

– Navnet på kortholderen.
– Kortholderens fødselsdato.
– Billede af kortholderen.
– Kortholderens underskrift.
– Kortnummer.
– Navnet på virksomheden eller enkeltmandsvirksomheden.
– Registrering hos SKAT, RUT, social sikring, arbejdsskadeforsikring og eventuel erhvervsforsikringsdækning.
– Uddannelse, efteruddannelse og en sikkerhedsuddannelse af minimum 1 dags varighed.
– Varigheden af uddannelsens gyldighed.


2/5 2019