DGNB-platin til offentlig bygning
Det nye rådhus i Skanderborg scorer højt på samtlige DGNB-parametre og får bl.a. topkarakter i kategorien 'kvalitet for pengene'
Green Building Council Denmark har netop afsluttet en grundig certificeringsproces af det nye administrationscenter på Skanderborg Fælled. Byggeriet er blevet undersøgt på 182 forskellige paratmetre inden for miljø, økonomi og teknisk kvalitet, der danner grundlaget for den internationalt anerkendte DGNB-standard.
Resultatet er et sjældent syn i dansk og sågar europæisk sammenhæng: Byggeriet får den højst opnåelige certificering - platin.
- Stort tillykke til Byrådet og byggefolkene i Skanderborg. Det nye rådhus er den første offentlige bygning i hele Skandinavien, som opnår den højeste DGNB-score og dermed platin. Det er utroligt godt gået, og det kan forhåbentlig inspirere både offentlige og private bygherrer til tænke mere dokumenteret bæredygtighed ind, siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.
Administrationscentret, der huser Skanderborg Kommunes administration og en afdeling af Sydøstjyllands Politi, er bygget efter 2020-energistandarden og blev præcertificeret til DGNB-guld.
Høj kvalitet for lav totaløkonomi
En række tiltag i byggefasen og efter indflytningen, bl.a. grønne mossedum-tage, som dels isolerer og dels virker som regnvandsdepoter, en bygningskrop designet til mest muligt lysindfald og brug af miljøgodkendte materialer. Dette har betydet, at administrationscentret fik 80,5 point, så den endelige certificering blev platin.
Administrationscenter Skanderborg scorer højt på alle 182 parametre, men den højeste karakter finder man inden for bygningens samlede økonomi.
Green Building Council Denmark fremhæver bl.a., at Skanderborg Kommune har formået at få en energivenlig bygning af høj kvalitet for en lav totaløkonomi.
En god forretning
Administrationscentret er blot en del af Skanderborg Fælled. Det omfatter også træningsrum, foreningslokaler. politistation og dobbelthal med plads til 4090 koncertgæster. Det hele er samlet i én bygning, fordelt på seks etager og 20.000 m2 i alt.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) glæder sig over, at administrationscentret har opnået DGNB-platin:
- Da vi besluttede byggeriet i Byrådet, var det et klart mål, at det skulle være en energivenlig og indbydende bygning. Det har vi i den grad fået. Bæredygtigheden er ikke kun for samvittighedens skyld - det er også en god forretning. Vi kommer til at spare seks mio. kr. om året alene på energi, varme og bygningsdrift i forhold til de seks adresser, hvor administrationen sad tidligere, siger Jørgen Gaarde.
I starten af byrådsmødet den 26. april overrækker Mette Qvist fra Green Building Council Denmark officielt platin-certifikatet samt en plakette til Byrådet i Skanderborg Kommune.
-kj