Direktør fratræder hos Davidsens Tømmerhandel
Efter 17 år i Davidsens Tømmerhandel fratræder adm. direktør Mogens Pedersen sin stilling
Fratrædelsen skyldes, at der ikke har kunnet opnås tilstrækkelig enighed om hvilken strategi virksomheden skal anlægge i de kommende år.- Mogens Pedersen har gjort en stor og fremragende indsats for virksomheden gennem de 17 år, han har været ansat. Indtil han for knap to et halvt år siden blev udnævnt til administrerende direktør var han gennem en årrække direktør. Han har en stor del af æren for, at virksomheden i dag er blandt Danmarks største og mest veldrevne trælast- og byggemarkedskæder, siger tømmerhandler og bestyrelsesformand Povl Davidsen.
Han tilføjer:
- Der er imidlertid ikke den fornødne enighed mellem bestyrelsen og Mogens Pedersen om, hvordan virksomheden skal udvikle sig i de kommende år.
Fokus i samme retning
Davidsens Tømmerhandel købte sidste år de tidligere Metro-varehuse i Aarhus og Aalborg. Pt. er kæden i fuld gang i Aarhus, hvor der skal indrettes trælast og byggemarkeder, som henvender sig til både håndværk, industri og private kunder.
- Med de store opgaver, som vi skal løse de kommende år, er det nødvendigt, at direktion og bestyrelse har fokus i samme retning, tilføjer tømmerhandleren.
Povl Davidsen genindtræder indtil videre i sin gamle rolle som administrerende direktør og daglig leder af den familieejede virksomhed. Samtidig har bestyrelsen startet rekrutteringsprocessen for at finde en ny administrerende direktør.
Davidsens Tømmerhandel har i dag afdelinger i Vojens (hovedsæde), Haderslev, Rødekro, Sønderborg, Toftlund, Vejen, Brørup, Kolding, Fredericia, Odense og Venslev (Nordsjælland). Hertil kommer Davidsenshop.dk, som er virksomhedens internet-byggemarked. Afdelingen i Aarhus åbner i april 2017. Herefter følger Aalborg, Vamdrup og Tønder efter en endnu ikke fastlagt tidsplan.
-los
Fakta om Davidsens Tømmerhandel A/S:
Årsomsætning 2015/16: Kr. 1.617.763.000
Årets resultat efter skat: Kr. 27.684.000
Antal ansatte: 673
Yderligere ansættelser i 2017: 80