Energimærke A sikrer ikke forbrugerne de bedste vinduer

Energimærke A sikrer ikke forbrugerne de bedste vinduer

Ifølge klimaministeren har forskellen mellem markedets bedste produkter og kravniveauet for energimærke A i flere år svaret til forskellen mellem energimærke A og C

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, har spurgt klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, om han kan bekræfte, at Energistyrelsen i forbindelse med reglerne omkring tilskud via Bygningspuljen har indført nye og skærpede regler i forhold til energimærkeordningen, som betyder, at vinduesfabrikanter, der ellers lever op til energimærke A-kravet, nu er udelukket fra ordningen.

Dan Jørgensen peger i sit svar på, at kravniveauet for energimærke A blev defineret i 2009, og allerede dengang blev det besluttet, at niveauet skulle være minimumskrav i Bygningsreglementet fra 2020:

- Siden har mange vinduesproducenter udviklet produkter, som er væsentligt bedre, forklarer ministeren.

Ikke de bedste vinduer
Ifølge Dan Jørgensen har forskellen mellem markedets bedste produkter og kravniveauet for energimærke A i flere år svaret til forskellen mellem energimærke A og C:

- Energimærke A sikrer således ikke, at forbrugere får de energimæssigt bedste vinduer, men kun at vinduerne lovligt kan anvendes i bygninger til helårsbrug. Vinduesudskiftning er langt den mest almindelige forbedring af klimaskærmen. Hvis Bygningspuljen skulle give tilskud til enhver lovlig vinduesudskiftning, ville den andel af puljen, som ikke er øremærket projekter med konvertering til varmepumpe, blive opbrugt flere gange alene til det formål, mener klimaministeren.

Skal ændre udfald
Han påpeger, at tilskud kun er nyttigt, hvis det ændrer et udfald i den ønskede retning, og derfor målrettes de begrænsede tilskudsmidler til de mest energieffektive vinduer på markedet:

- Den tilgang har heldigvis allerede haft effekt. Udbuddet af de mest energieffektive produkter, som kan modtage tilskud, er mere end fordoblet, siden puljen åbnede i oktober 2020. Den væsentligt øgede konkurrence i denne del af markedet vil som al konkurrence medføre faldende priser og dermed mere energibesparelse pr. investeret krone. Kravniveauet for vinduer i Bygningspuljen medfører derfor flere energibesparelser for dem, som modtager tilskud, men også i forbindelse med at de mest energieffektive vinduer i stigende grad bliver en standardvare som følge af Bygningspuljen, slutter Dan Jørgensen

11/3 2021