Energistyrelsen: Vi kan ikke forhindre snyd

Energistyrelsen: Vi kan ikke forhindre snyd

Selv om Energistyrelsen kender til fusk og fejl med tæthedsprøverne, vurderes det, at en ordning med certificering og kontrol er for dyr. I stedet får de udførende nu en bedre vejledning

I Energistyrelsen kender man godt til problemerne med de forkerte tæthedsmålinger. Sidste efterår bad de netop konsulentfirmaet Cowi afdække mulighederne for en styrket håndhævelse af området.

Rapporten kom i februar, og af den fremgår det blandt andet (citat): ’At der i et vist omfang bliver foretaget tæthedsprøver, som ikke er troværdige, at der ikke er kontrol og håndhævelse i forhold til, om tæthedsprøverne gennemføres af kompetente testere, at kommunerne mangler ressourcer til en ordentlig kontrol af resultaterne og endelig at de meget uens rapporter gør det svært for både kommuner og bygherrer at gennemskue indholdet i tæthedsrapporterne’.

Ikke på den politiske dagsorden
Og selv om rapporten fra COWI også peger på, ’at det er en oplagt mulighed at gøre certificering af tæthedsmålere til et lovkrav på linje med det, der eksisterer for energimærkning’, så står det ikke aktuelt på den politiske dagsorden.

- Der er vi på linje med de fleste lande omkring os, der heller ikke har en certificering af testere. Og der bliver udført masser af andet arbejde i byggeriet uden, at man skal være certificeret, så det er altid en afvejning. Og her er det vurderingen, at en certificering vil medfører øgede omkostninger for byggeriet, fortæller civilingeniør i Energistyrelsen Niels Bruus Varming.

Bekymrende
Kritikken af de nuværende tilstande, der blandt er fremført af foreningen Klimaskærm, kommer heller ikke bag på Niels Bruus Varming.
- Det er et område, vi følger nøje, for tætheden i vores byggeri er meget vigtig. Og det er stærkt bekymrende, hvis den standard, som skal følges ved tæthedsmålinger, ikke bliver fulgt. Omvendt kan vi aldrig gardere os helt - Hvis nogen vil snyde, så kan de snyde.
Da de forkerte tæthedsmålinger formentlig også skyldes manglende viden omkring udførelsen, prøver Energistyrelsen i stedet at løfte niveauet hos dem, der udfører trykprøvninger/tæthedsprøver. I samarbejde med Statens Byggeforsknings Institut (SBI) er man på vej med en vejledning, som forventes klar omkring årsskiftet.

Vælg de seriøse spillere
Det ændrer dog ikke på, at man som både entreprenør og bygherre fortsat vil have svært ved at kunne stole på resultaterne af tæthedsprøverne. Prøver, hvor fejlmålinger i værste tilfælde kan betyde, at byggeri, som egentlig er tæt, ryger ud i nogle meget dyre ekstraudgifter, hvor arbejdet bliver lavet om.

- Der kan jeg kun anbefale, at man som entreprenør ser sig for, når man vælger, hvem der skal lave tæthedsprøve, så man går efter en seriøs virksomhed og vælger for eksempel dem, der frivilligt har ladet sig certificere.

-jhn

For og imod certificering

Fordele:
- Færre fejl i byggeriet med bedre indeklima og reduceret energiforbrug og bedre klima til følge
- Reduktion af tidsforbrug og omkostninger til gentestning i byggebranchen, som i dag bruger mange ressourcer pa at håndtere forkerte testresultater.
- Forbedringer af kommuners muligheder for at gennemføre kontrol og reduktion af tidsforbrug
- Forbedre kvaliteten af energimærkerne, da en øget kvalitet i tæthedsprøverne også indirekte vil øge kvalitet og troværdighed af energimærket

Ulemper:
- Prisen for lufttæthedsprøvning vurderes at stige med ca. 1-5 %, hvilket kan møde modstand i byggeriet.
- Administration af certificeringsordning vil kræve ekstra administrative ressourcer i Energistyrelsen.
- Ordningen vil forudsætte politisk vedtagelse af ny bekendtgørelse mv.
- Tiltag kan opfattes som en ekstra byrde og derved være i strid med målet om regelforenkling
Kilde: Energistyrelsens COWI rapport ’Barrierer og muligheder for en styrket håndhævelse af energi- og tæthedskrav i byggeriet – februar 2014

LÆS OGSÅ:

Nye huse snyder med tætheden:http://bygtek.dk/artikel/byggeri/nye-huse-snyder-med-taetheden

Forkerte tæthedsprøver koster dyrt:http://bygtek.dk/artikel/byggeri/forkerte-taethedsproever-koster-dyrt

Undgå at blive fældet på tæthedsprøven:http://bygtek.dk/artikel/byggeri/undgaa-at-blive-faeldet-paa-taethedsproeven

30/10 2014